Afslører sød nyhed
Fredag i sidste uge fik en zoo nær Seoul to nye beboere: To pandaunger på henholdsvis 180 gram og 140 gram
For første gang er der blevet født et sæt pandatvillinger i Sydkorea.
Det oplyser den zoologiske have Everland, der ligger nær hovedstaden i landet, Seoul, i en video på YouTube.
Ungerne blev født fredag, og de er begge hunner.
Videoen, der er delt tirsdag, viser pandamoren, Ai Bao, der er i fødsel. Hun ruller rundt i sit bur, inden hun føder de to små pandaunger.
Har det godt
Den førstefødte tvilling vejede 180 gram, og den anden vejede 14 gram.
- Både moren og pandatvillingerne har det godt, siger en repræsentant for den zoologiske have i en udtalelse.
- Ai Bao tager sig godt af sine unger. Hun bruger sin erfaring fra Fu Bao.
Fu Bao, der er født i juli 2020, er tvillingernes storesøster. Hun er den første panda, der er født i Sydkorea gennem naturlig avl.
Tårerne triller
Videoen af Ai Bao, der føder tvillingerne, er blevet set mere end 650.000 gange, siden den blev lagt på YouTube. Mange brugere udtrykker stor glæde over de små pandaer, der er kommet til verden.
- Tårerne bliver ved med at trille fra mine øjne, fordi jeg er så stolt af Ai Bao. Godt klart, Ai Bao, skriver en person.
Ai Bao og Le Bao, tvillingernes far, kom til Sydkorea fra Kina i 2016 som en statsgave fra Kinas præsident, Xi Jinping.
Ikke lykkes i Danmark
Kina har længe gjort brug af det såkaldte pandadiplomati, hvor de giver pandaerne i gave til forskellige lande - ofte for at fremme dets udenrigspolitiske mål.
Beijing låner kun pandaer ud til andre landes zoologiske haver. De zoologiske haver skal sædvanligvis levere pandaernes afkom tilbage til Kina, når de er et par år gamle, så de kan slutte sig til landets avlsprogram.
Danmark har også et par kinesiske pandaer, der kom til landet i 2019 og er udlejet til Danmark i 15 år.
Det er ikke lykkedes at få de to pandaer i Københavns Zoo til at parre sig endnu.