Aflyser etape efter dødsulykke
I stedet for at køre sidste etape af Østrig Rundt skal rytterne ud på en kort rute for at mindes André Drege
Søndagens sidste etape af Østrig Rundt bliver aflyst som følge af norske André Dreges død på lørdagens etape.
Det oplyser løbsledelsen på Instagram.
I stedet ruller rytterne ud på en kort rute for at mindes André Drege, der blev 25 år.
Ønske fra familien
- Mindeturen er et ønske fra Andrés far, hans holdkammerater og hele holdet.
- Det giver hele cykelfamilien mulighed for at bearbejde, hvad der skete og samtidig ære André Dreges minde, siger løbsdirektør Thomas Pupp.
André Drege, der kørte på det norske kontinentalhold Team Coop-Repsol, styrtede på nedkørslen fra stigningen Grossglockner.
Ikke første gang
Siden har utallige kolleger i cykelbranchen sendt hilsner til det norske hold og André Dreges familie.
Det er langtfra første gang, at der sker en dødsulykke i cykelsporten.
Så sent som sidste år døde schweiziske Gino Mäder, efter at han var styrtet på en nedkørsel i Schweiz Rundt.
Italienske Diego Ulissi (UAE Emirates) førte Østrig Rundt samlet efter lørdagens 4. etape, som blev vundet af Filippo Ganna (Ineos).