Afghansk præsident flygter med en milliard

Ashraf Ghani forlod Afghanistan, da Taliban indtog landet. Han er flygtet til De Forenede Arabiske Emirater

Ashraf Ghani har været præsident i Afghanistan siden september 2014. Han flygtede ud af landet 15. august efter Talibans indtog.
Ashraf Ghani har været præsident i Afghanistan siden september 2014. Han flygtede ud af landet 15. august efter Talibans indtog.
Offentliggjort Sidst opdateret

Afghanistans flygtede præsident, Ashraf Ghani, befinder sig i øjeblikket i De Forenede Arabiske Emirater sammen med sin familie.

Det oplyser udenrigsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater.

Ghani forlod Afghanistan, kort tid efter at den militante talibanbevægelse søndag 15. august indtog landets hovedstad, Kabul.

Hidtil har der ikke været nogen officielle meldinger om, hvor Ghani flygtede hen. 

Der var dog forlydender om, at han skulle være flygtet til Uzbekistan, senere til Tadsjikistan.

Men onsdag lyder det altså, at Ghani og familien er flygtet til den mellemøstlige stat, der ligger på Den Arabiske Halvø.

- De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium kan bekræfte, at De Forenede Arabiske Emirater har budt Ashraf Ghani og hans familie velkommen af humanitære årsager, lyder det i en udtalelse.

Ifølge Daily Mail altså med 169 millioner dollar - eller det samme som 1.072.000.000 kroner. 

Ifølge mediet skal han også have taget fire biler med sig - og fyldt en helikopter med sække fyldt med de mange penge.

"Han blev dog nødt til at efterlade nogle penge, da der ikke var plads til dem", skriver Daily Mail. 

Præsident i 2014

Ashraf Ghani indtog præsidentposten i Afghanistan i 2014. Han har siden stået i spidsen for en regering, som har været støttet af Vesten.

Efter hans flugt har talibanbevægelsen overtaget kontrollen i landet. Der er dog endnu ikke nogen ny regering eller officiel leder på plads i Afghanistan.

Erobrede Kabul søndag

Talibans erobring af Kabul søndag kom efter flere dages intens offensiv.

De foregående dage havde gruppen indtaget flere provinshovedstæder, inden den erobrede hovedstaden og landets præsidentpalads.

Talibans fremmarch i Afghanistan er sket, efter at amerikanske styrker og deres allierede - herunder danske - har trukket sig ud af landet.

En amerikanskledet koalition gik oprindeligt ind i Afghanistan i 2001 umiddelbart efter angrebene 11. september i USA.

Den militante organisation al-Qaeda anført af Osama bin Laden stod bag angrebene, der blandt andet ramte World Trade Center i New York.

Taliban holdt dengang hånden over Osama bin Laden.

Powered by Labrador CMS