Affyrer missil over havet
Affyringen sker blot timer efter nordkoreansk trussel om modsvar på amerikansk aftale med Japan og Sydkorea
Nordkorea har affyret et ballistisk missil ud over havet øst for landet.
Det oplyser Sydkoreas militær ifølge nyhedsbureauet AP natten til torsdag dansk tid.
Det sker, blot få timer efter at Nordkorea truede med et "kraftigt" militært modsvar på USA's melding om, at landet vil satse mere på sikkerhedssamarbejdet med de allierede lande Sydkorea og Japan.
Første reaktion
Myndighederne i Sydkorea har ikke oplyst yderligere om missilets rækkevidde, eller hvor det landede.
Den nordkoreanske udenrigsminister, Choe Son-hui, advarede tidligt torsdag mod, at en nyligt indgået aftale mellem USA, Sydkorea og Japan kan gøre spændingerne på den koreanske halvø "mere uforudsigelige", skriver AP.
Den udtalelse er Nordkoreas første reaktion på aftalen, som den amerikanske præsident, Joe Biden, indgik med de to lande i Cambodja søndag.
Fordømmes
I en fælles udtalelse fordømte de tre lande Nordkoreas seneste testaffyringer.
Biden forsikrede også om, at USA står bag Japan og Sydkorea og tilbyder fuld støtte, herunder også fra landets atomare våbenarsenaler.
Nordkorea har testet en række ballistiske missiler i år. Herunder også interkontinentale ballistiske missiler. De har en rækkevidde på flere tusinde kilometer.
Nukleare sprænghoveder
FN-resolutioner forbyder ellers Nordkorea at teste ballistiske missiler uanset rækkevidde. Nogle af dem kan udstyres med nukleare sprænghoveder.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har USA siden maj sagt, at Nordkorea forbereder sig på at udføre test af de første atomvåben siden 2017.
Det vides ikke, hvornår en prøvesprængning måske kunne finde sted.
En sådan prøvesprængning kan udløse "et stærkt og resolut svar", lyder det fra regeringerne i Japan, Sydkorea og USA i forbindelse med aftalen fra Cambodja.