Advarer om intensiveret russisk offensiv
Præsidenten gentager i interview opfordring til allierede om at sende forsvarssystemer og kampfly til Ukraine
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer i et interview med nyhedsbureauet AFP om, at Rusland kan intensivereden igangværende offensiv i Kharkiv-regionen.
Ifølge præsidenten vil Ukraine kun acceptere fredsforhandling, der er "fair" - også selv om vestlige allierede kalder på en hurtig løsning.
Zelenskyj gentager i interviewet også opfordring til allierede om at sende luftforsvarssystemer og kampfly til det krigshærgede land.
- I dag mener jeg, at vi har omkring 25 procent af det, vi har brug for for at kunne forsvare Ukraine. Jeg taler om luftforsvarssystemer, siger Zelenskyj.
Ifølge præsidenten har den "største fordel" for Rusland været et vestligt forbud mod, at våbendonationer fra allierede bruges til at angribe på russisk territorium.
- De kan affyre ethvert våben fra deres territorium mod vores. Det er den største fordel, som Rusland har. Vi kan ikke gøre noget ved deres systemer på russisk territorium med vestlige våben, siger Zelenskyj.
- Ingen har planer om at give op, understreger præsidenten, der har været billedet på den ukrainske modstand mod den russiske invasion, der startede i februar 2022.
Ny indkaldelseslov
Lørdag træder en ny indkaldelseslov i kraft i Ukraine.
Med den skal det være lettere at identificere værnepligtige mænd.
Mænd i alderen 18 til 60 år skal blandt andet bære dokumenter, som viser, at de har registreret sig i militæret.
Derudover bliver alle mænd, som henvender sig til ukrainske konsulater i udlandet, registreret til militærtjeneste.
Problemer med kampgejsten
Zelenskyj indrømmer i interviewet, at landet har problemer med "kampgejsten" i dets styrker, som ofte er blevet overmandet i krigen, der har bevæget sig ind i sit tredje år.
I de seneste måneder har Rusland generelt vundet terræn - især langs den nordøstlige grænse til Rusland i regionen Kharkiv. Den offensiv begyndte 10. maj.
Den ukrainske præsident afviser også Frankrigs forslag om en våbenhvile under OL, som finder sted på fransk jord denne sommer.
Ifølge Zelenskyj vil det give en fordel til den russiske regering i form af tid til at mobilisere og omrokere styrker og artilleri.
- Vi er imod enhver våbenhvile, der ender med at blive til fjendens fordel, siger han.