Turister strømmer til de danske sommerhuse
Feriehusudlejningen vil stige med 11 procent i år sammenlignet med sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.
Flere turister vælger i år at booke et sommerhus, når de holder ferien i Danmark.
Pinsen lå i år i juni i stedet for maj, og derfor var der i juni seks procent flere overnatninger sammenlignet med samme måned sidste år. Men tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger vil blive ved med at stige resten af året.
30. juni var der i alt booket 257.300 uger i ferieboliger for resten af året – en fremgang på 25.700 eller 11 procent sammenlignet med bookingerne for resten af året på samme tid sidste år.
Dét svarer til i alt én million flere overnatninger i 2014 sammenlignet med 2013.
Feriehusudlejningens Brancheforening vurderer, at den samlede udlejning i 2014 bliver på niveau med rekordåret 2007, hvor der var 511.000 udlejede husuger.
Trods stigningen i den samlede udlejning tror den administrerende direktør i brancheforeningen, Carlos Villaro Lassen, ikke, at den enkelte feriehusejer nødvendigvis vil mærke de bedre tider.
Det skyldes, at der er kommet cirka 2500 flere huse til udlejning i 2014 sammenlignet med 2007.
– Der er mere at vælge imellem, og i år er vi heldige med, at danskerne kan holde ferie i juli, mens tyskerne har deres hovedferie i august. Mange huse udlejes samtidigt billigere end tidligere, så mange husejere kan ikke forvente samme udlejning og indtægt som tilbage i 2007, siger han.
Det er tyskerne, der står for størstedelen af fremgangen i 2014 med i alt 15.300 flere bookede husuger i det sidste halvår af 2014 end i 13.
Der er også kommet flere overnatninger på hoteller og campingpladser i forhold til sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.
I årets første seks måneder steg det samlede antal overnatninger med næsten 500.000 eller fire procent i forhold til samme tid sidste år. Hotellerne stod for en fremgang på syv procent.
/ritzau/