6000 terrorister overgiver sig

Efter leders dødsfald menes tusindvis af Boko Haram-medlemmer at have lagt våbnene fra sig i Nigeria

6000 krigere fra den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har over de seneste uger overgivet sig i Nigeria.
6000 krigere fra den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har over de seneste uger overgivet sig i Nigeria.
Offentliggjort Sidst opdateret

Næsten 6000 krigere fra den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har over de seneste uger overgivet sig i Nigeria.

Det hævder den nigerianske hær denne uge ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hæren tilskriver selv udviklingen en øget indsats mod Boko Haram.

- I løbet af de seneste uger har over 5890 terrorister - herunder fodsoldater og deres generaler - overgivet sig til vores soldater i den nordøstlige del af landet, siger brigadegeneral Bernard Onyeuko ifølge Reuters.

Allerede for nogle uger siden meldte den nigerianske hær, at 355 Boko Haram-medlemmer havde indstillet kampene.

Sker efter dødsfald

De mange overgivelser sker blandt andet, efter at lederen af Boko Haram i Nigeria, Abubakar Shekau, i maj blev meldt død.

Han menes at være død omkring 18. maj, da han udløste et bombebælte under en flugt fra krigere fra den rivaliserende gruppe Islamisk Stats Vestafrikanske Provins (Iswap).

Shekaus kontrol over gruppen var ifølge nyhedsbureauet AP blevet svækket over en årrække, og analytikere mener nu, at Boko Haram-medlemmer falder fra for at undgå at slutte sig til Iswap.

Kostet mange liv

Boko Haram kæmper for oprettelsen af en islamisk stat i det nordlige Nigeria. I 2009 begyndte bevægelsen et oprør.

Kampe mellem Boko Haram og den nigerianske hær menes foreløbig at have kostet omkring 35.000 mennesker livet i Nigeria og dets nabolande.

FN anslår derudover, at omkring 300.000 er døde på grund af den humanitære krise, som kampene har udløst.

Islamisk Stat Khorasan

Her kan du bliver klogere på, hvad Islamisk Stat Khorasan er:

* Islamisk Stat Khorasan dukkede først op i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014 og blev hurtigt kendt for sin ekstreme brutalitet.

* Gruppen er navngivet efter en gammel term for regionen.

* Ifølge flere forskere i militant islamisme i regionen blev gruppen stiftet af flere særligt ekstreme individer fra den pakistanske afdeling af Taliban. Det skete, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker tvang dem til at flygte ind i Afghanistan.

* Lige fra begyndelsen udfordrede gruppen Taliban. Det gjaldt blandt andet i forhold til at have kontrol med vigtige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan, der blandt andet forbindes med narkosmugling.

* Samtidig stod gruppen også bag en række selvmordsangreb i Kabul og andre byer mod regerings- og militærmål. Tilsyneladende for at slå gruppens ry fast som en særligt voldelig og militant bevægelse.

* Blandt angrebene kan nævnes brutale henrettelser af ledende landsbyfolk og drab på nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors.

* I maj sidste år angreb medlemmer fra gruppen også en fødeafdeling på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Kabul. I alt 24 civile blev dræbt – heriblandt nybagte mødre og deres babyer.

* Islamisk Stat Khorasan opererede i begyndelsen i et begrænset område nær grænsen til Pakistan. Men på et tidspunkt lykkedes det også gruppen at få fodfæste i Afghanistans nordlige provinser Jowzjan og Faryab.

* Ifølge USA's Center for Bekæmpelse af Terrorisme udgøres gruppen primært af udbrydere fra både al-Qaeda og Taliban.

* Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taliban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.

* Ifølge amerikanske efterretningskilder har bevægelsen udnyttet regeringens kollaps i Afghanistan til at styrke sin egen position. Blandt andet ved at øge rekrutteringen af utilfredse medlemmer fra Taliban, der har overtaget magten i landet.

Kilde: Reuters.
Powered by Labrador CMS