60 børn er døde af sult og feber
AP har interviewet ansatte på et børnehjem og gennemgået billeder og videoer for at kunne belyse forholdene
Mindst 60 babyer, småbørn og ældre børn er døde i løbet af de seneste seks uger på et børnehjem i Sudan krigshærgede hovedstad, Khartoum.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Størstedelen af børnene er døde på grund af mangel på mad eller af feber.
Hele 26 børn døde i løbet af to dage i den forgangne weekend.
Videoer dokumenterer
AP har interviewet mere end 12 læger, frivillige, sundhedsansatte og ansatte på børnehjemmet.
Nyhedsbureauet har også fremskaffet dusinvis af dokumenter, billeder og videoer, der viser forholdene på børnehjemmet.
En video, der er optaget af en ansat på børnehjemmet, viser børnelig, der ligger bundet op i hvide lagener, inden de skal begraves.
På noget andet materiale kan man se omkring 24 småbørn, der - kun iført bleer - sidder på gulvet i et rum.
Børnene vræler
Mange af børnene vræler, mens en kvinde kommer gående med to metalkander med vand.
En anden kvinde sidder på gulvet, mens hun vugger et barn.
- Det er en katastrofal situation, siger Afkar Omar Moustafa, der er frivillig på børnehjemmet, i et telefoninterview med AP.
- Det her er noget, vi frygtede fra dag et (af kampene, red.).
Blandt de døde børn er babyer helt ned til tre måneder gamle ifølge dødscertifikater, fire ansatte på børnehjemmet og nødhjælpsarbejdere, der hjælper til på børnehjemmet.
Voldsomme kampe
Siden 15. april har der været voldsomme kampe mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe RSF.
Hærens leder, Abdel Fattah al-Burhan, som i praksis også står i spidsen for landet, strides med lederen af den paramilitære RSF-milits, Mohamed Hamdan Daglo, om at lede den guld- og olierige nation.