50 dræbt på natklub
Brand brød ud under koncert
Mindst 50 personer meldes dræbt i en brand på en natklub i byen Kocani i Nordmakedonien.
Det skriver det nordmakedonske statsmedie MIA ifølge nyhedsbureauet AFP.
Branden skal være brudt ud på natklubben under en koncert, som flere end tusinde personer deltog i.
Tallene stammer ifølge MIA fra indenrigsministeriet i Nordmakedonien, skriver AFP, der ikke umiddelbart har kunnet få oplysningerne bekræftet af myndighederne i landet.
Spredte sig til taget
Ifølge nyhedsbureauet Reuters brød branden ud og spredte sig til loftet og taget på natklubben.
Branden har også efterladt flere sårede, skriver nyhedsbureauet.
Det præcise antal af ofre og sårede er stadig ved at blive fastlagt, siger anklagemyndigheden i Nordmakedonien ifølge Reuters.
Flere af de sårede er blevet overflyttet til hovedstaden, Skopje, for at modtage behandling, fordi det lokale hospital i Kocani var overfyldt. Det skriver lokale medier ifølge dpa.
Kocani ligger omkring 100 kilometer øst for Nordmakedoniens hovedstad, Skopje.
.