27 personer fundet døde i brand

27 har mistet livet i en brand i Indiens hovedstad. Flere undslap flammerne ved at springe ud fra bygning

Offentliggjort Sidst opdateret

Mindst 27 personer er omkommet i en bygningsbrand i Indiens hovedstad, New Delhi, mens adskillige andre er kommet til skade.

Blandt de tilskadekomne er flere, som sprang ud fra bygningens vinduer for at undslippe flammerne. Nogle brugte også reb til at glide ned i sikkerhed. Det skriver avisen India Times.

- Det er en meget trist hændelse. Det var en voldsom brand, som brød ud i en bygning nær metrostationen Mundka, siger Satyendra Jain, der er sundhedsminister i New Delhi.

Forventer flere omkomne

Branden, der brød ud fredag eftermiddag lokal tid, er slukket, men det lokale brandvæsen forventer at finde flere omkomne, når samtlige af bygningens fire etager er gennemsøgt.

Det oplyser en talsperson for brandvæsnet til tv-kanalen CNN-News 18 ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er ifølge politiet lykkedes at redde 50 personer ud fra bygningen, der ligger i den vestlige del af millionbyen.

Omkring 30 slukningskøretøjer blev sat ind for at bekæmpe en brand i en etagebygning i New Delhi fredag. 27 personer meldes omkommet.
Omkring 30 slukningskøretøjer blev sat ind for at bekæmpe en brand i en etagebygning i New Delhi fredag. 27 personer meldes omkommet.

Årsag ukendt

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede branden.

Ifølge India Times tilbageholder politiet ejerne af et firma, der blev drevet fra den etage, hvor branden opstod.

På grund af bygninger, der er dårligt sikret mod brandfare og tit huser langt flere mennesker, end de er beregnet til, er tragedier som den i New Delhi ikke usædvanlige i Indien ifølge AFP.

New Delhi med cirka 20 millioner indbyggere har i længere tid været ramt af en hedebølge. Visse steder er der målt op til 46 grader.

Høje temperaturer og tørke

I april brød en stor losseplads i brand på grund af de høje temperaturer. Branden varede ved i flere dage og forværrede gigantbyens sundhedsskadelige luftforurening.

Indiens premierminister, Narendra Modi, har kondoleret familierne til ofrene i fredagens brand.

- Ekstremt ked af tabet af menneskeliv på grund af en tragisk brand i Delhi. Mine tanker går til de efterladte familier. Jeg ønsker de tilskadekomne en hurtig bedring, skriver Modi i et tweet.

Powered by Labrador CMS