21 kinesiske militærfly tæt på Taiwan
18 jagerfly er blandt de 21 fly fra Kinas luftvåben, der ifølge ministerium er fløjet ind i Taiwans luftfartszone
21 kinesiske militærfly er tirsdag fløjet ind i Taiwans luftfartszone.
Det skriver Taiwans forsvarsministerium på Twitter.
Ifølge ministeriet er 18 af de 21 kinesiske fly jagerfly. To er transportfly, mens det sidste er et varslings- og kontrolfly.
Flyene fløj ind i luftfartszonen i den sydvestlige del af landet tirsdag lokal tid, skriver ministeriet.
Kort forinden havde Kina varslet "militære operationer" omkring øen.
Stor vrede
I den kinesiske regering er der vrede over et besøg fra Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus i USA.
Hun ankom tirsdag til Taiwan kort før klokken 17 dansk tid.
Vil affyre missiler
Den kinesiske hær varsler også testaffyringer af konventionelle missiler i havet øst for Taiwan.
Taiwan har eget parlament, og et flertal af befolkningen ønsker selvstændighed. Men regeringen i Beijing betragter Taiwan som en del af Kina.
Inden besøget advarede Kina om, at det ville få alvorlige konsekvenser, hvis det blev gennemført, og opfordrede Pelosi til at blive væk.