20-årig menes at stå bag attentatforsøg mod Trump

Repræsentant fra FBI slår fast, at Donald Trump blev udsat for et attentatforsøg natten til søndag dansk tid

Her ses snigskytter fra politiet ved vælgermødet i Butler.
Offentliggjort Sidst opdateret

FBI har angiveligt identificeret en 20-årig mand fra delstaten Pennsylvania som den formodede gerningsmand bag skyderiet ved den tidligere amerikansk præsident Donald Trumps vælgermøde i byen Butler i samme delstat lørdag.

Det har kilder oplyst til en journalist fra mediet CNN, skriver journalisten på X ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har endnu ikke bekræftet gerningsmanden identitet.

På et pressemøde omkring midnat natten til søndag amerikansk tid oplyser en repræsentant for FBI, at Trump blev udsat for et attentatforsøg under vælgermødet.

- Denne aften har vi haft det, som vi kalder et attentatforsøg mod vores tidligere præsident Donald Trump. Det er endnu et aktivt gerningssted, siger Kevin Rojek, der er specialagent med ansvar for FBI's kontor i storbyen Pittsburgh, på pressemødet ifølge CNN.

Pressemødet bliver afholdt i Butler.

Arbejder på identitet

FBI arbejder på nuværende tidspunkt på at fastlægge gerningsmanden identitet ved hjælp af blandt andet DNA-materiale, oplyses det videre på pressemødet.

FBI er endnu ikke er klar til offentligt at identificere den formodede gerningsmand, siger Rojek.

Motivet for attentatforsøget er endnu ikke kendt ifølge Rojek.

Trump blev strejfet af skuddene fra gerningsmanden, der dræbte en tilskuer og alvorligt sårede to andre. De tre personer er alle mænd.

FBI har ikke offentliggjort navnet på den formodede gerningsmand, som blev dræbt af myndighederne efter skyderiet.

En repræsentant for delstaten oplyser på pressemødet, at truslen er overstået.

Desuden oplyser en repræsentant for det lokale politi, at betjente reagerede på flere mistænkelige aktiviteter.7

Forsøger at fastlægge motiv

På pressemødet lyder det, at det nu er myndighedernes prioritet at fastlægge motivet for skyderiet, samt om gerningsmanden handlede alene eller i samarbejde med andre.

Ingen politibetjente er blevet ramt af skud, lyder det videre på pressemødet.

Efterforskningen vil pågå de kommende måneder og uger, oplyser myndighederne.

Powered by Labrador CMS