16 omkommet efter brand
Hidtil er mindst 16 mennesker bekræftet omkommet efter en brand på et containerdepot i byen Sitakunda
Mindst 16 mennesker er døde i en omfattende brand på et stort containerdepot i byen Sitakunda i det sydøstlige Bangladesh. Omkring 170 andre er kommet til skade.
Det oplyser embedsmænd søndag morgen lokal tid.
Branden brød ud ved containerdepotet, der ligger cirka 40 kilometer fra den store havneby Chittagong, kort før midnat.
Det oplyser leder af brandvæsenet Jalal Ahmed.
Hastede til depotet
Adskillige brandslukningskøretøjer hastede til depotet for at slukke flammerne, idet en voldsom eksplosion rystede stedet og kvæstede adskillige mennesker, herunder flere brandmænd.
- 16 mennesker er blevet dræbt i branden. Antallet af døde forventes at stige, da nogle af de kvæstede er i kritisk tilstand, siger overlæge i Chittagong Elias Chowhury.
Flere af de kvæstede har forbrændinger på mellem 60 og 90 procent af deres kroppe.
- Omkring 170 mennesker er kommet til skade, herunder mindst 40 brandmænd og ti politibetjente. Derudover har tre brandmænd mistet livet, siger chefen for det lokale brandvæsen, Abul Kalam Azad.
Redningsfolk arbejder søndag morgen lokal tid fortsat på at slukke branden.
Årsagen ukendt
Mange af de kvæstede er bragt til behandling på lokale hospitaler og militærklinikker.
Talsmand for containerforbundet i Bangladesh Ruhul Amin Sikder fortæller, at nogle af containerne på det 30 hektar store depot indeholdt kemikalier, herunder brintoverilte.
Ifølge direktøren for det private anlæg ved navn B.M. Container Depot, Mujibur Rahman, er årsagen til branden endnu ukendt. Han tilføjer, at anlægget beskæftiger omkring 600 mennesker.
I 2020 blev tre arbejdere dræbt, da en olietank eksploderede på et andet containerdepot i det nærliggende Patenga-område.
I Bangladesh er der adskillige private containerdepoter, som håndterer landets eksport samt en stor del af importvarerne.