16 nobelprisvindere i økonomi advarer mod genvalg af Trump
I åbent brev lyder det, at Joe Bidens økonomiske politik med længder er Donald Trumps politik overlegen
16 nobelprismodtagere i økonomi har underskrevet et åbent brev, hvori de advarer mod genvalget af den republikanske ekspræsident Donald Trump ved det amerikanske valg til november.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det amerikanske medie Axios var det første til at fortælle om opråbet, der blandt andet er underskrevet af økonomerne Angus Deaton og Joseph Stiglitz - nobelprismodtagere i henholdsvis 2001 og 2015.
I brevet lyder det blandt andet, at den siddende præsident, demokratiske Joe Bidens økonomiske politik med længder er Donald Trumps politik overlegen.
Fra økonomerne lyder det videre, at Trumps politik vil skubbe til inflationen.
Det skyldes blandt andet, at ekspræsidenten ønsker at øge told på kinesiske varer, hvilket vil få prisen til at stige for de amerikanske forbrugere.
Vi er alle enige
- Selv om hver enkelt af os har forskellige synspunkter i forhold til forskellige økonomiske politikker, er vi alle enige om, at Joe Bidens økonomiske planer er umådeligt bedre end Donald Trumps, lyder det i brevet.
- Vi vurderer, at en anden valgperiode til Donald Trump vil have negativ påvirkning på USA's økonomiske position i verden samt en destabiliserende effekt på USA's hjemlige økonomi.
Inflationen aftog i sidste måned en smule i USA.
I maj var forbrugerpriserne således steget med 3,3 procent over 12 måneder, hvilket er 0,1 procentpoint lavere end i april.
Det viste inflationsrapporten fra den amerikanske regering udgivet 12. juni.
Joe Biden så formentlig positivt på de tal.
Han ønsker at fremme budskabet om, at amerikansk økonomi står godt før valget i november.