Dommer frikender Pistorius for overlagt drab

Oscar Pistorius får ikke den hårdeste straf Foto: Phil Magakoe/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Anklagemyndigheden har ikke kunnet bevise, at Pistorius er skyldig i overlagt drab, siger dommer.

Den sydafrikanske dommer i drabssagen mod eks-atletikstjernen Oscar Pistorius siger, at den anklagede ikke er skyldig i at have dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp med overlæg på valentinsdag sidste år.

– Anklagemyndigheden har ikke kunnet bevise, at Pistorius er skyldig i overlagt drab, siger dommer Thokozile Masipa.

Hun fremsætter kendelsen kort før en pause under retssagen i Pretoria, der er tæt på at blive afsluttet efter 41 dage i retten med tårer, angst og bevægende vidneforklaringer om den tidligere sydafrikanske atletikstjernes skæbne.

Dommeren har undervejs i den langvarige domsafsigelse afvist forsvarets påstande om, at den anklagede skulle have været “midlertidigt sindssyg” på gerningstidspunktet, ligesom hun afviser, at han skulle mangle evnen til at gøre noget kriminelt, da han skød Steenkamp 14. februar 2013.

Hun siger samtidig, at Pistorius modsagde sig selv, da han blev krydsforhørt i retssalen.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS