14 dræbt i flystyrt
Et mindre passagerfly er styrtet ned i Brasilien. Angiveligt er 12 turister blandt de omkomne
14 personer er omkommet lørdag under et flystyrt i delstaten Amazonas i Brasilien.
Det oplyser delstatens guvernør ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Flystyrtet skete i provinsen Barcelos, der er et populært turistmål.
Flyet havde angiveligt kurs mod provinsens hovedstad, Manaus, der er den største by i det nordlige Brasilien.
- Jeg er frygteligt ked af, at de 12 passagerer og to besætningsmedlemmer, som var ofre for flystyrtet i Barcelos i lørdags, er omkommet, skriver guvernør Wilson Lima i et opslag på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.
- Vores teams har fra begyndelsen arbejdet på at yde den nødvendige støtte. Min sympati og mine bønner går til de omkomnes familier og venner, siger Lima.
Flyselskab bekræfter
Det nedstyrtede fly var fra flyselskabet Manaus Aerotaxi.
Flyselskabet har udsendt en erklæring, der bekræfter, at der er sket en flyulykke.
Flyselskabet kommer dog ikke med yderligere oplysninger om kvæstelser eller dødsfald som følge af styrtet.
- Vi vil gerne respektere de involveredes privatliv i denne vanskelige tid. Vi vil komme med de nødvendige oplysninger og opdateringer i takt med, at efterforskningen af styrtet skrider frem, lyder det i erklæringen.
Angiveligt turister
Ifølge borgmester i Barcelos, Edson de Paula Rogrigues, er de 12 omkomne passagerer angiveligt turister. Det fortæller han i et interview med CNN Brasil.
Nogle brasilianske medier beretter, at amerikanske statsborgere skulle være blandt de omkomne.
Det har dog ikke været muligt for Reuters at bekræfte denne oplysning.
En embedsmand siger dog til det brasilianske medie UOL, at de 12 omkomne passagerer var rejsende brasilianske sportsfiskere.