12 personer såret efter skyderi
Politiet tror, at konflikt mellem væbnede personer førte til skyderi i indkøbscenter i South Carolina lørdag
Ti personer er blevet såret af skud under et skyderi lørdag i et indkøbscenter i Columbia i den amerikanske delstat South Carolina.
Yderligere to personer er kommet til skade i den efterfølgende panik, mens tre personer er blevet anholdt. Det oplyser det lokale politi.
Politichef i Columbia William Holbrook siger, at skyderiet i indkøbscentret Columbiana Centre ikke menes at være tilfældigt, men at det i stedet skyldes "en form for konflikt" mellem en gruppe bevæbnede personer, der kendte hinanden på forhånd.
Småt med detaljer
Det er dog stadig småt med detaljer omkring skyderiet, siger han.
Lokale medier skriver, at en stor mængde betjente og redningsfolk er til stede ved indkøbscentret, der ligger cirka 16 kilometer fra centrum af Columbia. Byen er delstatshovedstad i South Carolina.
Skyderiet fandt sted omkring klokken 14 lokal tid. Ingen personer er blevet dræbt, men i alt ti personer er blevet ramt af skud. Otte af dem er blevet bragt til lokale hospitaler.
Mellem 15 og 73 år
De meldes alle at være i stabil tilstand.
Ofrene for skudepisoden er mellem 15 og 73 år gamle, siger William Holbrook.
Yderligere to personer kom til skade, da folk forsøgte at flygte fra indkøbscentret i vild panik på grund af episoden. Deres tilstand kendes ikke.
Politiet har siden anholdt tre personer.
Ifølge William Holbrook bar alle de anholdte våben inde i indkøbscentret.
Mindst en af dem skulle også have affyret sit våben i bygningen, siger politichefen.
Det oplyses ikke, om politiet leder efter flere mulige gerningsmænd.