1000 politi- og brandfolk kommet til skade
I Frankrig har folk demonstreret siden midten af marts, efter at regeringen tvang en pensionsreform igennem
1093 politifolk og brandmænd er kommet til skade i Frankrig, siden demonstrationerne i forbindelse med den franske regerings pensionsreform startede i midten af marts.
Det oplyser den franske indenrigsminister, Gerard Darmanin, til det franske medie Journal du Dimanche (JDD) ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
2579 brandstiftelser
Darmanin fortæller, at der også har været 2579 brandstiftelser og 316 angreb på offentlige bygninger indtil videre i forbindelse med demonstrationerne.
Den franske regering med præsident Emmanuel Macron i spidsen benyttede sig af artikel 49.3 i den franske traktat til at tvinge pensionsreformen igennem, som hæver pensionsalderen i Frankrig fra 62 til 64 år.
36 politifolk undersøges
Artikel 49.3 tillader den franske regering at vedtage en lov uden et flertal i det franske parlament.
Over for JDD forholder Darmanin sig ikke til antallet af tilskadekomne demonstranter.
Den franske indenrigsminister afviser, at betjente har været aggressive over for demonstranter.
Han fortæller dog, at 36 politifolk bliver undersøgt for overdreven magtanvendelse.
Affyrede tåregas
- Friheden til at demonstrere er en grundlæggende ret. Men friheden til at demonstrere er ikke friheden til at demonstrere voldeligt, lyder det fra Gerard Darmanin til JDD.
Fransk politi har af demonstranter og rettighedsorganisationer været beskyldt for at bruge overdreven vold, hvilket har pustet yderligere til uroen.
I den østlige del af hovedstaden Paris affyrede politiet tirsdag tåregas mod en gruppe demonstranter, der var klædt i sort og havde tildækkede ansigter.
Helt legitimt
Den franske indenrigsminister fortæller til JDD, at politiet helt legitimt kan vise sin styrke og have en hård tilgang til demonstranter, som agerer ekstremt voldeligt og forsøger at ødelægge ejendomme eller dræbe betjente.
Demonstranterne havde angiveligt angrebet et supermarked og startet en brand.