Erhverv

Udlånsvækst hjælper Arbejdernes Landsbank til stort overskud

Arbejdernes Landsbank har i 2021 tjent flere penge på kunder, der har handlet boliger i løbet af året.

Større aktivitet og en sund udvikling blandt kunderne har i 2021 været med til at sikre et milliardoverskud i Arbejdernes Landsbank.

Det viser bankens årsregnskab, der er offentliggjort fredag.

Samlet lander bankens overskud på 1,3 milliarder kroner. Det er en firedobling i forhold til overskuddet i 2020.

Væksten er især drevet af større indtægter, som for 2021 samlet er endt på 3,6 milliarder kroner. Det er en stigning på 63 procent sammenlignet med året før.

En del af de højere indtægter skyldes, at der i 2021 har været udlånsvækst, og der er udlånt penge til boligkunder.

– Mange af vores kunder har handlet bolig i løbet af året, og mange af vores nye kunder er også boligkunder, siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank.

– Vi er naturligvis meget tilfredse med, at vi kan tiltrække den kundegruppe, og at mange kan se, at vi har et meget konkurrencedygtigt produkt på markedet for boligkunder, siger han i en pressemeddelelse.

Det milliardstore overskud er også påvirket af, at Arbejdernes Landsbank har kunnet tilbageføre 162 millioner kroner, der ellers var afsat til nedskrivninger på udlån.

Nedskrivninger er penge, som selskaber ikke forventer at se igen. Det skal ses som en slags sikring i tilfælde af tab på udlån.

Når Arbejdernes Landsbank kan tilbageføre penge, vil det sige, at tabene ikke har været så store som forventet takket være en sund udvikling hos kunderne.

I marts 2021 overtog Arbejdernes Landsbank knap to tredjedele af Vestjysk Bank.

Med overtagelsen rykkede Arbejdernes Landsbank op i en ny liga. Efter opkøbet blev banken således klassificeret som en systematisk vigtig bank (SIFI) af Finanstilsynet.

I alt er der otte SIFI-koncerner i Danmark.

Udpegelsen betyder, at banken skal leve op til en række skærpede krav. Den har for eksempel måttet ruste op på administrativt personale.

2021 er således endnu et fremgangsår for Arbejdernes Landsbank.

– Hele koncernen med Arbejdernes Landsbank, AL Finans og Vestjysk Bank har oplevet fremgang og et højt aktivitetsniveau i 2021. Vi har igen i år været i stand til at tiltrække et stort antal nye kunder: Flere end 11.000 ekstra kunder er det blevet til i Arbejdernes Landsbank i 2021.

– Dermed fortsætter koncernen med at vokse – både organisk og via opkøbet af Vestjysk Bank, siger Gert R. Jonassen.

Arbejdernes Landsbank forventer, at årsresultatet for 2022 kommer til at ligge i niveauet 900 til 1100 millioner kroner før skat.

/ritzau/

Back to top button