Erhverv

Tysk inflation har bidt sig fast viser februartal

Inflationen i Tyskland i februar var med 8,7 procent lige så stor som i januar. Det var mere end ventet.

Inflationen i Tyskland var i februar på årsbasis 8,7 procent, og det var præcis den samme takt som i januar.

Dermed har inflationen foreløbig bidt sig fast på et højt niveau.

Det oplyser det føderale statistiske kontor i Wiesbaden i en foreløbig beregning ifølge dpa.

Det er en besked, som ventes at blive modtaget negativt på finansmarkederne.

Økonomer havde over for Bloomberg News ventet, at inflationen ville være faldet til 8,5 procent i februar.

Der er inden for de seneste uger generelt opstået en usikkerhed over for, om man i Tyskland og det øvrige Europa for alvor har fået knækket inflationskurven.

Lige nu peger det i retning af flere renteforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB). De bliver muligvis større end dem, man troede på tidligere i år.

– Det er en klar streg i regningen, at inflationen ikke aftager, siger Kristian Skriver, cheføkonom i Dansk Erhverv, om dagens tyske inflationstal.

– Det understreger, at der er mange bump på vejen mod en normalisering af inflationen. Det er et langt sejt træk for inflationen, før man for alvor igen er tilbage på de niveauer, som vi kendte til før inflationskrisen, siger han.

Det er ikke længere energipriserne, der bekymrer i den sammenhæng. Det er de højere fødevarepriser og priser på tjenester, der trækker den forkerte vej, påpeger han.

Han tror på, at ECB vil stå klar senere i marts med en rentestigning på 0,5 procentpoint, og at der følger en ny lidt senere.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker