Udland

Tyrkiske vælgere lægger vægt på økonomien ved søndagens valg

Oppositionspolitiker Kilicdaroglu fører i meningsmålinger, men det er usikkert, om han kan mønstre 50 procent.

Valgstederne i Tyrkiet åbnede søndag morgen klokken 7.00 dansk tid. Afviklingen af præsident- og parlamentsvalget er søndag formiddag dermed godt i gang.

Flere vælgere fortæller på vej fra stemmeurnerne, at økonomien har afgjort, hvem de har valgt at stemme på.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Inflationen nåede sidste år 85 procent i Tyrkiet. De stigende leveomkostninger har forarmet mange af landets borgere.

51-årige Hayati Arslan fortæller, at han har stemt på Tyrkiets nuværende præsident, Recep Erdogan, fordi han fortsat tror, at Erdogan vil rette op på økonomien.

– Landets økonomiske situation er ikke god, men jeg tror stadig på, at Erdogan vil rette op på den. Tyrkiets har med Erdogan desuden vundet prestige i udlandet. Det ønsker jeg skal fortsætte, fortæller han til Reuters.

Også for 26-årige Nuri Can, der bor i byen Diyarbakir i det østlige Tyrkiet, er økonomien et centralt spørgsmål ved søndagens valg.

Diyarbakir var en af flere byer, der i februar blev ramt af et voldsomt jordskælv.

Nuri Can har valgt at stemme på Kemal Kiliçdaroglu, der er leder for Tyrkiets største oppositionsparti.

– Det er brug for forandring i Tyrkiet. Efter valget vil en økonomisk krise igen stå for døren, så jeg ønsker forandringer, siger han til Reuters.

Valgstederne lukker klokken 16 dansk tid. Tre kandidater er fortsat en del af præsidentkapløbet.

Den siddende præsident, Recep Tayip Erdogan på 69 år, ser først og fremmest ud til at skulle kæmpe mod den 74-årige socialdemokrat Kemal Kiliçdaroglu om præsidentposten.

En tredje kandidat, Sinan Ogan, spås ikke mange chancer ved valget.

I meningsmålinger ser oppositionspolitikeren Kilicdaroglu ud til at høste i omegnen af 50 procent af stemmerne.

Lykkedes det ikke en af kandidaterne af få minimum 50 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden valgrunde søndag 28. maj.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker