Udland

Tyrkiet: Ruslands operation mod Ukraine er uacceptabel

Tyrkiets udenrigsministerium opfordrer Moskva til øjeblikkeligt at afslutte "uretfærdig og ulovlig" aktion.

Tyrkiets udenrigsministerium siger torsdag, at Ruslands militære operation mod Ukraine er uacceptabel, og det opfordrer Moskva til øjeblikkeligt at afslutte den “uretfærdige og ulovlige” aktion, som truer den globale sikkerhed.

Ukraines ambassadør i Ankara meddelte tidligere, at den ukrainske regering havde bedt Tyrkiet om at lukke stræderne til Sortehavet for russiske skibe og vise solidaritet med Ukraine.

Anmodningen har sat Tyrkiet i en vanskelig situation, da Ankara både har gode forbindelser til Ukraine og Rusland.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har længe lagt stor vægt på sine gode relationer til den russiske leder, Vladimir Putin, men han synes nu at lægge sig tættere op ad sine allierede i Nato.

– Ud over at eliminere Minsk-aftalerne er dette angreb en alvorlig krænkelse af internationale love, og det udgør en alvorlig trussel mod sikkerheden i vores region og i verden, hedder det i de tyrkiske reaktioner torsdag.

/ritzau/Reuters

Back to top button