Kultur

Tv-vært cykler for at samle penge ind til Ukraine

Peter Ingemann har fundet motionscyklen frem i Ukraines tjeneste. Tv-værten vil donere fem kroner, for hver kilometer han cykler i syv dage.

Krigen i Ukraine fylder meget, og det kan være svært at finde ud af, hvad man kan stille op.

Der er brug for mad, vand, tæpper, livsvigtig førstehjælp og anden nødhjælp til de, der er på flugt, eller de, som bliver tvunget til eller vælger at blive tilbage i det krigsramte land.

Nu har tidligere Hammerslag-vært Peter Ingemann besluttet at støtte ukrainerne ved at donere penge til nødhjælpsorganisationer, der opererer i landet.

Det gør han på sin motionscykel i hjemmet med udsigt over Julsø ved Ry.

– Den gamle, tykke, halte tv-vært cykler for Ukraine. I dag blev det til 33,7 kilometer á fem kroner, som for mit vedkommende går til Læger uden Grænser, fortæller han i et opslag på Instagram.

Tv-værten cykler fra tirsdag den 8. marts og de næste syv dage frem, og opfordrer sine følgere til også at træde til – ikke i pedalerne men med pengepungen.

– Jeg håber, at du, I eller et firma vil gøre det samme, skriver han.

Peter Ingemann understreger, at donationerne ikke skal rettes mod ham. Det er op til følgerne selv at vurdere hvilken nødhjælpsorganisation, de vil donere til, og hvor meget de vil skænke.

– Alt er tillid, alt er kærlighed, og alle bække små hjælper.

Tv-værten skriver yderligere, at han også støtter Ukraine med andet end cykeldonationer – hvad det betyder, afslører han dog ikke i opslaget, der slutter således:

– PS: Er det her så det eneste, jeg støtter med – frem kroner per kilometer? Nej!

/ritzau/

Back to top button