Kultur

Tv-darling tager opvasken i tredje sæson af Riget

Jesper Sørensen, der er kendt fra "Drengen i den gamle krop", spiller sammen med robotten BOB 2.0 den ikoniske opvaskeduo i tredje sæson af Riget.

– Det er u-hyyyggeligt.

Sådan lød det fra Rigshospitalets køkkenduo i de første to sæsoner af Lars von Triers tv-serie “Riget”, der blev sendt på DR i 90’erne.

Senere i år vender serien tilbage med en tredje sæson, der går under navnet “Riget Exodus”.

Det bliver med to nye medvirkende i rollerne som hospitalets kærlige og humoristiske opvaskere.

Tv-personligheden Jesper Sørensen spiller Lillemand, der er den ene del af den ikoniske opvaskeduo. Hans makker i køkkenet er robotten BOB 2.0.

Det skriver kommunikationsbureauet Have i en pressemeddelelse.

Alle medvirkende i sæson tre af “Riget” er dermed offentliggjort.

Jesper Sørensen er langtfra et ukendt ansigt. Den 24-årige nordjyde blev landskendt, da han i 2008 medvirkede i tv-dokumentaren “Drengen i den gamle krop”.

Dokumentaren fulgte Jesper Sørensens deltagelse i et medicinsk forsøg i USA. Han lider nemlig af den sjældne sygdom progeria.

Gensygdommen gør, at kroppen ældes op til otte gange hurtigere end normalt.

Ud over Jesper Sørensen og robotten BOB 2.0 medvirker en lang række kendte skuespillere som Bodil Jørgensen, Ghita Nørby og Nikolaj Lie Kaas.

Tredje sæson af “Riget” er en opfølgning på de første to sæsoner, der blev sendt for 25 år siden. Serien kan i første omgang ses på Viaplay i løbet af 2022.

Senere får den tv-premiere på DR.

/ritzau/

Back to top button