Udland

Tre tidligere betjente er dømt skyldige i sagen om Floyd

Betjente skulle have brudt ind eller ydet førstehjælp, da de så til, mens kollega pressede knæ mod Floyd.

Tre tidligere amerikanske politibetjente er fundet skyldige i at undlade at skride ind under den dødbringende anholdelse af George Floyd i Minneapolis i maj 2020.

Den sorte amerikaner George Floyd mistede livet under anholdelsen, da han blev mast mod asfalten i over ni minutter af en fjerde betjents knæ.

To af de øvrige nu tidligere betjente, Tou Thao og Alexander Kueng, er blevet dømt for hverken at gribe ind under anholdelsen eller yde førstehjælp, da det stod klart, at George Floyd ikke trak vejret.

Den tredje betjent, Thomas Lane, er kun dømt for at undlade at yde førstehjælp, da han under anholdelsen foreslog to gange at vende Floyd om på siden.

Det er sjældent, at politibetjente bliver holdt til strafferetlig ansvar for kollegas overdrevne brug af magt.

Ikke desto mindre har anklagere ved en domstol i St. Paul i delstaten Minnesota fået medhold i, at mændene ud fra deres uddannelse burde vide, at de havde pligt til at hjælpe Floyd, da han tryglede for sit liv.

Straffen for de tre eksbetjente kendes ikke endnu. Men de risikerer op til flere års fængsel, hedder det.

I juni står de tre mænd desuden over for føderale anklager omkring medvirken til drabet på George Floyd.

Den tidligere betjent Derek Chauvin blev sidste år dømt 22 års fængsel for at dræbe George Floyd ved at fastholde ham med sit knæ.

Floyds død blev optaget på en mobiltelefon. Her kunne man se betjenten Thao stå få meter fra Chauvin og afvise tilskueres bekymringer. Kueng og Lane var til højre for Chauvin og holdt hans ben og balder fast.

Alle tre tidligere betjente vidnede ved retssagen, og de erkendte, at de havde omsorgspligt over for folk i deres varetægt. Men de sagde samtidig også, at de ikke var klar over, hvor meget Floyd havde behov for lægehjælp.

Anholdelsen udløste massive protester i USA og andre steder i verden mod raceulighed.

/ritzau/Reuters

Back to top button