Tre mænd sigtet for frihedsberøvelse og afpresning
Tre mænd var ifølge politiet i færd med frihedsberøvelse og afpresning af fjerde mand, da bil blev stoppet.
Tre mænd er fredag blevet anholdt i en bil på Klampenborgvej ved Helsingørmotorvejen i Lyngby.
Det fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Politi Simon Hansen til Ritzau.
De tre mænd er sigtet for frihedsberøvelse og afpresning af en fjerde mand, der også var til stede i bilen. Han skulle ifølge vicepolitiinspektøren være uskadt.
De tre mænd vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør, fortæller Simon Hansen.
Tidligere fredag fortalte Københavns Politi, at man havde foretaget “et antal anholdelser”. Man ville dog på det tidspunkt ikke fortælle, hvad sagen drejede sig om.
Politiet vil for nuværende ikke fortælle noget om en eventuel relation mellem de tre anholdte mænd, og den fjerde mand, der var frihedsberøvet.
Tidligere skrev Ekstra Bladet, at en mand var blevet iført en DNA-dragt, der bruges til at sikre spor, da politiet anholdte de tre mænd.
Politiet stoppede køretøjet på baggrund af en anmeldelse, som blev indgivet til Københavns Politi, og det var altså det, der førte til anholdelserne.
/ritzau/