Kriminal

Tre mænd dømt for at skyde tilfældige med hardball-pistol

Tre unge mænd fra Litauen er blevet udvist fra Danmark, efter at de er dømt for at affyre en hardballpistol.

Tre mænd i alderen 20 til 22 år er lørdag blevet dømt i retten i Helsingør for de fleste forhold i en sag, hvor de var tiltalt for at affyre en hardball-pistol mod tilfældige mennesker.

Det fortæller anklagerfuldmægtig i Nordsjællands Politi Marcus Nymand.

De tre mænd, der er fra Litauen, har fået henholdsvis et år, otte måneder og syv måneders fængsel og er blevet udvist fra Danmark.

Forbrydelsen, som de tre nu er dømt for, fandt blandt andet sted 13. maj sidste år omkring klokken 16.20 på Prøvestensvej i Helsingør.

Her blev en personbil ramt af mindst et skud, så bagruden blev smadret.

Få minutter senere blev der affyret skud mod en 15-årig dreng ved Vestervang Kirke på Gefionsvej.

Frem til klokken 21.44 blev der affyret et eller flere skud mod i alt syv personer, herunder en 72-årig mand, der beskar planter i sin forhave på Gurrevej.

– For de skud, der var affyret 13. maj 2021, blev de dømt i alle tilfælde, hvor der blev affyret mod mennesker – på nær én person, som blev frifundet i to forhold om aftenen, fortæller Marcus Nymand.

Der var rejst tiltale mod de tre for overtrædelse at straffelovens paragraf 252, der handler om forsætlig fareforvoldelse for et forhold, hvor der blev skudt mod biler på Helsingørmotorvejen.

De tre blev frifundet i det forhold.

En Hardball-pistol affyrer ikke rigtige skud, men plastikkugler. Dog fik flere af ofrene skader, da de blev ramt.

To af de tre mænd har siddet varetægtsfængslet siden 21. maj sidste år, mens den tredje har været varetægtsfængslet siden starten af juni.

Anklagemyndigheden ønskede at konfiskere den bil, de tre kørte i og fratage den ene mand kørekortet.

Marcus Nymand fortæller, at bilen er konfiskeret, men at den 21-årige fik lov at beholde sit kørekort.

/ritzau/

Back to top button