Togtrafik mellem Aarhus og Fredericia genoptages
Et overgravet kabel flyttede mandag morgen DSB's rejsende mellem Fredericia og Aarhus over i togbusser.
Togtrafikken mellem Fredericia og Aarhus er mandag omkring klokken 11 blevet genoptaget ifølge DSB.
Tidligere mandag morgen oplyste DSB, at et overgravet kabel betød, at den østjyske strækning blev uden togtrafik.
Et kabel, der styrer signalerne til togtrafikken, var blevet gravet over. Derfor var der indsat togbusser i stedet.
Det oplyste DSB i en trafik-meddelelse.
I stedet blev de rejsende kørt mellem de to stationer med togbusser. DSB havde dog tidligt på morgenen, hvad de kaldte “udfordringer” med at få togbusser nok.
På sociale medier har brugere lagt billeder op af store køer på Aarhus Hovedbanegård med rejsende, der ventede på at komme med en togbus.
Omkring klokken 11 kan DSB dog meddele, at togtrafikken er på skinnerne igen.
– Kablet er nu blevet repareret, og togene er igen begyndt at køre, oplyser DSB i et opslag på Twitter.
/ritzau/