Tønder Festival vil fremover have lige så mange kvindelige kunstnere på scenen som mænd, men faktisk er festivalen ikke så langt fra målet.

Da Tønder Festival blev afviklet med succes her i 2018, var 40 procent af de optrædende kunstnere kvinder, men det altså ikke nok for den sønderjyske festival.

Tønder Festival vil nu kæmpe for, at antallet af mandlige og kvindelige kunstnere på scenen er lige mange, oplyser festivalen i en pressemeddelelse i dag.

Den populære festival i det sydvestlige hjørne af Sønderjylland går derfor nu med i et internationalt samarbejde i kampagnen Keychange, hvor formålet er at øge andelen af kvindelige musikere på festivalscenerne.

Medlemsskabet af Keychange betyder, at Tønder Festival forpligter sig til at arbejde for en kønsbalance på 50 procent kvinder og 50 procent mænd i bookingen af kunstnere. Keychange’s mål er at opnå balancen i år 2022. Omkring 150 internationale festivaler er med i Keychange.

– Det er oplagt for os at gå med og bakke op om formålet med Keychange. Vi har allerede rigtig mange kvinder på scenerne i Tønder, og det ønsker vi naturligvis at fortsætte med, siger Maria Theessink, der er kunstnerisk leder af Tønder Festival.

De spiller på Tønder Festival 2019 (indtil videre)

John Prine (USA), Kate Rusby (UK), The Savage Rose (DK), Bjørn Eidsvåg (NO), Skipinnish (SCO), The Ghost of Paul Revere (USA), Martin Harley (UK), Julie Fowlis (SCO), Finbar Furey (IRL), Chris Smither (USA), Jenn Grant (CAN), Old Man Luedecke (CAN), Leslie Stevens (USA), Caitlin Canty (USA), The Tweed Project (ENG, SCO) og James Keelaghan (CAN).

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden