Kriminal

To unge ramt af knivstik i Fælledparken på sidste skoledag

Politiet mangler et signalement af personen, der står bag knivstikkeri i Fælledparken onsdag.

To unge på 17 og 21 år er blevet ramt af knivstik i Fælledparken i København onsdag aften.

Det oplyser Henrik Stormer, vagthavende hos Københavns Politi.

Knivstikepisoden er sket på dagen, hvor mange 9. klasses-elever fejrer sidste skoledag samme sted.

Politiet understreger dog, at de to ofre ikke har noget med fejringen at gøre.

– De fleste var gået hjem, og så kommer der nogle unge grupperinger til fra andre dele af byen, siger han.

– Blandt grupperingerne opstår der en uoverensstemmelse, og der er to, som stikkes med kniv. De er dog ikke kommet slemt til skade.

Politiet har valgt at bortvise de resterende 9. klasses-elever fra Fælledparken.

– Det er, fordi vi har et gerningssted, som folk ikke skal trampe rundt i, siger han.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod. Politiet har ikke for nuværende et signalement af personen.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 21.17 onsdag aften.

Her var det allerede massivt tilstede i Fælledparken på grund af fejringen af sidste skoledag.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker