Udland

To ministerier i Ukraine beskyldes for korruption

Ukrainsk medie skriver, at forsvarsministeriet har indgået kontrakter om mad til hæren langt over markedspris.

To ministerier i Ukraine er i weekenden blevet beskyldt for korruption.

Det rapporterer det ukrainske medie ZN.UA og nyhedsbureauet AFP.

Den mest alvorlige sag handler om det ukrainske forsvarsministerium. Ministeriet benægter beskyldningerne.

I den anden sag har landets premierminister fyret viceministeren for infrastruktur Vasyl Lozynskij for at have taget imod bestikkelse.

I en opsigtsvækkende artikel skriver nyhedsmediet ZN.UA, at forsvarsministeriet i Kyiv har indgået aftaler om leverancer af fødevarer til den ukrainske hær, som i pris er “to til tre gange højere”, end hvad den almindelige ukrainer betaler for varerne i butikkerne.

Æg, som per styk koster 1,30 kroner i supermarkedet, er der indgået kontrakt om til en pris på 3,15 kroner.

Aftaler om leverancer af kartofler sker til dobbelt pris, skriver mediet.

Ifølge ZN.AU er der indgået kontrakter for leverancer af fødevarer resten af 2023 til i alt 13 milliarder hryvnia. Det svarer til mere end 2,4 milliarder kroner.

Grunden til de høje priser er ikke, at fødevarerne skal leveres til frontsoldater i krigen mod Rusland og dermed vil være ramt af fordyrende logistiske forhindringer.

De er beregnet for hærenheder væk fra fronten, hedder det.

Forsvarsministeriet kalder beskyldningerne for “falske”. Her lyder det, at indkøbene er sket i overensstemmelse med loven.

Men ministeriet vil sætte gang i en undersøgelse for at finde ud af, hvordan disse oplysninger er blevet delt.

– De skader forsvarets interesser midt i en sensitiv periode, svarer ministeriet.

Viceminister for infrastruktur Vasyl Lozynskij er anholdt. Han har været afhørt af Ukraines agentur til korruptionsbekæmpelse (Nabu).

Nabu oplyser, at ministeren har taget imod over 2,7 millioner kroner for at fremme købet af udstyr og generatorer. Det er sket “til opskruede priser”.

Ukraine mangler strøm efter flere måneders russiske angreb på landets elforsyning.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker