Kriminal

To bekendte til dræbt mand i Vejle løsladt efter grundlovsforhør

Det var en 60-årig mand fra Vejle, som onsdag blev fundet blødende på gaden.

To personer, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i Kolding, fordi de var sigtet for et knivdrab i Vejle, er blevet løsladt. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

De er begge sigtet for drab på en 60-årig mand, hvorfor det var forventet, at en anklager ville kræve dem varetægtsfængslet.

Dommeren i Kolding fandt dog ikke, at der var grundlag for en varetægtsfængsling, og de blev løsladt efter grundlovsforhøret.

Politiet skriver, at efterforskningen af sagen fortsætter.

De to personer – en mand på 49 år og en kvinde på 39 år – blev anholdt onsdag. En tredje person – en 38-årig mand – blev også anholdt. Han blev dog løsladt.

Politiet oplyser ikke, om han sigtes for noget.

Sydøstjyllands Politi har nu identificeret den mand, som onsdag formiddag blev stukket med kniv i Vejle og døde.

Der er tale om den 60-årige Abdolhossein Geyem Ahwas, der boede på en adresse i Svendsgade i Vejle. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Mandens pårørende er underrettet.

Politiet mener, at alle de involverede kender hinanden forud for knivstikkeriet onsdag i Svendsgade.

– Det er også fortsat vurderingen, at der er tale om et indbyrdes opgør i det miljø, hvor de alle færdes, skriver politiet.

Det var onsdag klokken 11, at politiet fik en melding om, at en mand var fundet blødende på gaden. Manden blev fløjet med helikopter på sygehuset, men senere kunne politiet meddele, at han var afgået ved døden.

Ifølge politiet venter der nu en efterforskning, hvor der stadig er mange tekniske spor, der skal behandles. Der er også mange informationer fra den indledende efterforskning, der skal bearbejdes.

Derfor ønsker politiet ikke at dele yderligere oplysninger med offentligheden på nuværende tidspunkt, lyder det i meddelelsen torsdag. Anklageren vil derfor også kræve lukkede døre ved torsdagens retsmøde i Kolding.

Det fremgår ikke af politiets meddelelse, hvordan de anholdte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker