Udland

To baltiske lande udviser russiske ambassadører

Estland og Letland reagerer på, at Rusland udviser den estiske ambassadør med anklage om russofobi.

Letland har givet den russiske ambassadør besked om at forlade landet. Det oplyser det lettiske udenrigsministerium mandag.

– Ruslands ambassadør skal være ude 24. februar, hedder det. Netop den dag er årsdagen for den russiske invasion i Ukraine.

– Beslutningen er blevet taget under hensyn til, at Rusland fortsætter sin totale militære aggression mod Ukraine, som blev iværksat 24. februar 2022. Og det sker i solidaritet med Estland og Litauen, fortsætter erklæringen.

Ordren fra Letland kommer kun få timer efter, at nabolandet Estland har afleveret den samme besked til den russiske ambassadør i landet.

De to baltiske lande tager dette skridt, efter Rusland har beordret den estiske ambassadør til at forlade Moskva.

Det er ifølge Rusland sket med henvisning til, at Estlands regering er “totalt russofobisk”.

Estland, Letland og Litauen har agiteret hårdt for, at EU og Nato bør øge den økonomiske og militære hjælp til Ukraine i krigen mod Rusland.

Senest har de plæderet for, at man leverer Leopard-kampvogne, som er produceret i Tyskland.

Det kræver, at den tyske regering godkender, at Nato-lande, der råder over Leopard-kampvogne, kan få lov til at donere nogle af dem til Ukraine.

Tyskland har hidtil vægret sig ved at sige ja.

Litauen udviste allerede i april sidste år den russiske ambassadør i landet. Ambassaden i Vilnius ledes i dag af en chargé d’affaires. Altså en lavere rangeret russisk diplomat

Estland har i sin erklæring fra mandag middag givet den russiske ambassadør besked om at være ude af landet senest 7. februar.

Den estiske ambassadør i Moskva skal være ude samme dag. Det oplyser den russiske regering.

De tre baltiske lande var tidligere en del af det nu opløste Sovjetunionen. De blev selvstændige lande i 1990 og er i dag medlemmer af både EU og Nato.

/ritzau/AFP

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker