Forbrug

Tilbage til hverdagen: Få en god start på jobbet efter ferien

Det kan være, at man har fået gode vaner i løbet af ferien. Dem kan man faktisk tage med sig, når man skal begynde på arbejde igen, lyder et råd.

Gåture på stranden og afslappede morgener, der skal skiftes ud med madpakker og ulæste mails.

Det kan være svært at finde gejsten, når hverdagen og arbejdet kalder efter sommerferien.

– Man kan hurtigt blive overvældet over, at man skal en hel masse ting, siger Tina M.-L. Campbell, der er foredragsholder, karrierevejleder og forfatter til bogen “Find Arbejdsglæden”.

Men der er flere ting, man kan gøre for at komme godt i gang.

Hvis du eksempelvis har fået nogle gode vaner i løbet af ferien, kan du tage dem med tilbage på arbejdet. Det kan være at gå en tur.

– Man kan sagtens have eksempelvis telefonmøder, mens man går en tur, siger Tina M.-L. Campbell.

Hun anbefaler også, at man skifter mellem at sidde på kontorstolen og stå op.

– Det er ofte efter frokost, at man begynder at have en død periode, og så kan det være der, man står op foran computeren og får energi af det, siger hun.

I den forbindelse kan man lave en regel om, at mens man får strakt bentøjet efter frokost, gør man det modsatte op til måltidet.

Har man ikke et hæve-sænke-bord, kan man stille bøger under computeren.

Endelig har forfatteren en øvelse kaldet “kan, skal, bør”. Her skal man i første omgang skrive alle sine opgaver ned på et stykke papir, hvorefter man begynder at sortere i dem.

– Så kan du skrive et “s” ud fra det du absolut skal gøre, “k” ud fra det, du kan gøre og “b” ud fra det, du bør gøre.

– Så længe du kan skabe et overblik og begynder at lave en struktur for dig selv igen, så skal det nok gå. Så kan man stille roligt begynde at lave en rutine, siger Tina M.-L. Campbell.

Det at vende tilbage til arbejdet er faktisk ikke væsentligt anderledes, end det er for en topidrætsudøver at vende tilbage til aktivt sportsarbejde efter en sygdomsperiode.

Sådan lyder det fra Einar Baldvin Baldursson, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

– Hvis man vender for hurtigt tilbage, og gør det uden at tage hensyn til, at ressourceniveauet ikke er det samme som før, får man belastningsskader, siger han.

Er det muligt, skal man undgå at vende tilbage på en mandag.

– Hvis man vender tilbage på en mandag og skal igennem den tilpasningsreaktion, vil opstarten blive vanskelig. For man skal holde til fem vanskelige dage, inden der er weekend igen, siger han og anbefaler, at man i stedet starter op på en onsdag.

– I stedet for at forsøge at kaste sig ud i arbejdsopgaverne på samme niveau som før, giver man sig tid til at orientere sig og danne overblik, siger han.

/ritzau fokus/

Back to top button