Sport

Thomas Frank dyster med stjerner om Premier League-pris

Thomas Frank kan blive månedens manager i Premier League som den første dansker nogensinde.

Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, hev med en flot april måned sit hold fri af den værste nedrykningsfare i Premier League.

Bedriften har indbragt ham karrierens første nominering til prisen som månedens manager i den bedste engelske række.

Skulle Frank løbe med hæderen, vil han blive den første danske vinder af prisen, der er blevet uddelt siden 1993.

48-årige Frank førte i løbet af april Brentford til en 4-1-sejr hos Chelsea, 2-1 over West Ham, 2-0 over Watford samt 0-0 mod Tottenham.

Det er en flot statistik, men to mednominerede overgår danskeren med deres fire sejre og en uafgjort.

Det er Manchester Citys Pep Guardiola og Liverpools Jürgen Klopp, der med henholdsvis 11 og 9 titler er blandt de managere, der har vundet prisen flest gange.

Burnleys vikar, Mike Jackson, er den fjerde og sidste nominerede, efter at han ligesom Thomas Frank hentede tre sejre og en uafgjort i april.

Manchester United-ikonet Alex Ferguson har vundet prisen hele 27 gange.

/ritzau/

Back to top button