Udland

Tesfaye: Dansk særlov vil give ukrainske flygtninge samme hjælp som EU

Inden for et par uger håber Tesfaye at få hastelov igennem, som giver ukrainere adgang til arbejde i Danmark.

EU-landene skal torsdag i Bruxelles diskutere hjælp til de hundredtusinder af ukrainere, som er flygtet ind i EU efter Ruslands invasion.

Forud for mødet fastslår udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at han støtter EU-Kommissionens forslag om at give ukrainske flygtninge midlertidigt ophold i EU.

Hvis forslaget gennemføres, vil det betyde, at ukrainerne får adgang til uddannelse og til at arbejde med det samme i EU-landene.

På grund af retsforbeholdet vil det dog kræve en særlov i Danmark at give ukrainske flygtninge samme adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet.

– Vi kommer til at tage afsæt i det, man diskuterer her i Bruxelles. Jeg kan ikke afvise, at vi kommer til at justere lidt hist og pist, så det bliver en særlig dansk model. Men vi kommer ikke til at lave noget, der er dårligere, end det, man vedtager i resten af Europa, siger Mattias Tesfaye før mødet i Bruxelles.

Han mener, at hurtig adgang til skoler for børnene og arbejde for de voksne, er den bedste hjælp EU-landene kan give ukrainerne.

– Det er også et rigtigt signal at sende til dem, der kæmper i Ukraine. De skal vide, at deres familie ikke skal sidde på asylcentre i EU. De skal have tryghed og stabilitet. De voksne skal have mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, og børnene skal i skole, siger Mattias Tesfaye.

Regeringen planlægger efter, at der kan komme op mod 20.000 ukrainske flygtninge til Danmark. Men selv om op mod én million ukrainere ifølge EU-Kommissionen nu er flygtet ind i EU, har det ifølge Tesfaye endnu ikke lagt pres på Danmark.

– Danmark har allerede modtaget nogle ukrainske flygtninge, der er kommet fra Tyskland. Men det er få af dem, der har søgt asyl. De fleste er blevet indkvarteret privat, siger Tesfaye.

Han skal fredag mødes med Folketingets partier om særloven. Tesfaye håber, at Folketinget vil være med til at hastebehandle den danske særlov, så den kan være på plads inden for “et par uger”.

Ud over at hjælpe de ukrainere, der selv kommer til Danmark, gør Tesfaye det klart, at regeringen ikke vil melde sig ud af en eventuel frivillig fordelingsordning mellem EU-landene.

Danmark er også klar til at give økonomisk støtte til nødhjælpsorganisationer, der hjælper flygtninge, siger Tesfaye.

Frivillig fordeling af flygtninge har tidligere været et ømtåleligt område i EU. Men opbakningen til at hjælpe de ukrainske flygtninge er stor blandt EU-landene.

Indtil videre har lande som Polen, der grænser op til Ukraine, dog ikke bedt om, at andre EU-landene træder til og tager imod flygtninge.

/ritzau/

Back to top button