Sport

Ten Hag melder Eriksen klar til at starte i sæsonpremiere

Christian Eriksen kan få en startplads mod Brighton på søndag, bekræfter Manchester Uniteds manager.

Christian Eriksen er trods mindre end to ugers opstart klar til at starte i Manchester Uniteds sæsonpremiere hjemme mod Brighton søndag.

Det slog klubbens nye manager, Erik ten Hag, fredag fast.

Eriksen startede for kun små to uger siden op i Manchester United sammen med forsvarsspilleren Lisandro Martínez, der er hentet i Ajax.

– Jeg tror, de er fitte nok til at starte, siger ten Hag ifølge klubbens hjemmeside om Eriksen og Martinez.

Eriksen spillede kort efter sin start med i en uformel testkamp bag lukkede døre på klubbens træningsanlæg og scorede på et frispark ifølge Manchester Evening News.

Sidste weekend fik danskeren desuden 20 minutter i et 0-1-nederlag mod Atlético Madrid lørdag og siden 60 minutter mod Rayo Vallecano søndag.

Den 37-årige superstjerne Cristiano Ronaldo er også i spil til at spille søndag, selv om han blot har spillet en halvleg mod Rayo Vallecano i opstarten.

Det fastslår Erik ten Hag, som til gengæld må se bort fra den franske offensivspiller Anthony Martial på grund af en skade.

/ritzau/

Back to top button