Tag ungerne med i forårsskoven og prøv disse aktiviteter
Det handler om at have forskellige aktiviteter klar for børnene, hvis du skal lokke dem med en tur ud i kulden, lyder det fra friluftsekspert.
Der er mange muligheder for at underholde børnene med en hyggelig familieskovtur – også selv om det stadig er småkoldt, og solen ikke er fremme alle dage.
Men hvad skal du planlægge ud over bare at gå en tur?
Spørger man Ida Kryger, der har ansvaret for Friluftsrådets naturpædagogiske arbejde, så handler det om at facilitere en form for aktivitet.
– Det er lidt ambitiøst, men børn vil tit gerne med, hvis man skal tænde et bål, siger hun.
– Så kan man samle små grene på turen frem til bålstedet og eventuelt medbringe snobrød.
Ifølge Ida Kryger synes børn ofte, at det er sjovt, hvis de ikke “bare skal gå”.
– Det kan være en god idé at bygge nogle huler. Du kan eventuelt medbringe en presenning, som du kan binde op, og så have noget lækkert at spise med også.
Du kan ifølge Ida Kryger også tage en tyk bog i tasken og gå på jagt efter spændende blomster, som du kan trykke flade og lade tørre i bogen.
Og hvis dine børn er interesseret i dyreliv, er der masser af smådyr i vandløb.
– Det er bare at tage en spand og et fiskenet med, og så kan man gå på opdagelse nede i vandet.
Ifølge naturvejleder hos Aage Jensen Naturfond Niels Lisborg kan du i det spæde forår begynde at finde en favorit blandt mange børn.
– Salamanderne begynder at komme frem fra deres vinterskjul på det her tidspunkt, siger han.
Men det er ikke kun i vandet, at du kan gå på opdagelse efter spændende dyr. Det samme kan du på landjorden.
– I marts ser man også, at skovmyrerne kommer frem. Mange børn er interesserede i, hvorfor myrerne samles i store klumper, og så kan man jo sige, at det skyldes, at de samler varme fra solen og kravler ned med det i tuen.
Du kan også kigge efter et dyr med lidt flere ben. Nemlig edderkoppen, fortæller Niels Lisborg.
– Du kan finde de første ulveedderkopper, der pibler rundt i skovbunden.
– Dem kan du finde næsten alle steder på en lun dag i marts.
Ifølge naturvejlederen kan de sammenlignes lidt med ulve, fordi de jager deres bytte i en mere traditionel forstand og ikke bruger edderkoppespind.
Bevæger du nu hovedet fra skovbunden og op mod træerne, så vil du også kunne finde forskellige fuglearter, fortæller Niels Lisborg.
– En af de arter, som kommer i marts, er gransangeren, der er ret nem at kende.
– Den har en meget monoton “tjif, tjaf”-sang. Fuglen er lille, rødbrun og olivengrøn.
Derudover kan man også se, om man kan få øje på vipstjerten eller den meget flotte citronsommerfugl, som flyver rundt i skoven igen efter at have siddet camoufleret under bladene hele vinteren.
– Den er knaldgul, og så har den en lille duft af citron, fortæller Niels Lisborg.
/ritzau fokus/