Udland

Sydney genåbner strande efter første dødelige hajangreb i 60 år

En 35-årig britisk dykkerinstruktør er blevet identificeret som offer for dødeligt hajangreb i Sydney onsdag.

Strandene i den australske millionby Sydney er fredag blevet genåbnet, efter at en mand onsdag blev dræbt i byens første dødelige hajangreb siden 1963.

Ofret er blevet identificeret som en 35-årig britisk dykkerinstruktør ved navn Simon Nellist.

Han blev dræbt onsdag eftermiddag lokal tid i forbindelse med en svømmetur ud for Little Bay Beach i den sydøstlige del af byen, da en formodet hvidhaj angreb ham.

Lystfiskere og personer på en nærliggende golfbane så hjælpeløst til fra klipperne, mens hajen, der ifølge vidner var cirka tre meter lang, gentagne gange angreb den 35-årige svømmer.

Siden episoden har myndighederne ledt intensivt efter den pågældende haj, men uden held. Det er på trods af, at droner, helikoptere og både med liner med madding har været involveret i eftersøgningen.

– Der er ikke blevet set yderligere hajer i området. Derfor har strandene fået lov til at genåbne fredag den 18. februar, sagde Dylan Parker, borgmester i Randwick hvor Little Bay Beach ligger, aftenen før genåbningen.

Kort før daggry fredag samledes cirka 100 svømmere sig på Sydneys ikoniske Bondi Beach for at mindes Simon Nellist.

Her stod de først i en cirkel og afholdt et minuts stilhed, inden de kastede sig ud i bølgerne for at tage en fælles svømmetur.

Seancen blev afsluttet, da svømmerne vendte tilbage til stranden og dannede endnu en cirkel for at hylde den unge brite.

– Alt, der kan forbindes til Simon, kan også forbindes til havet, sagde Della Ross, der var venner med ofret, efterfølgende til det australske medie Channel Seven.

– Nyheden ramte os som en damptromle, fordi han var et af den slags mennesker, der gjorde jorden til et bedre sted.

Selv om strandene i Sydney er genåbnet, fortsætter myndighederne deres jagt efter den haj, der slog Simon Nellist ihjel.

Marinbiolog Vanessa Pirotta siger fredag til det australske medie ABC News, at hajen formentlig allerede har forladt området, og at den sandsynligvis “aldrig bliver set igen”.

Det skyldes ifølge hende, at hvidhajer bevæger sig over enorme geografiske områder. Og så er de generelt sjældne gæster i farvandene ud for Sydney, påpeger hun.

/ritzau/AFP

Back to top button