Udland

Sydafrikansk antiapartheid-kæmper dør i en alder af 90 år

Frene Ginwala blev formand for det første demokratisk valgte parlament under præsident Nelson Mandela.

Formanden for Sydafrikas første demokratiske parlament, Frene Ginwala, er død i en alder af 90 år.

Det siger landets præsident, Cyril Ramaphosa, fredag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

– I dag sørger vi over en formidabel patriot, siger han.

Frene Ginwala blev udpeget formand for parlamentet i 1994, da Nelson Mandela blev Sydafrikas første demokratisk valgte præsident efter årtier under apartheidregimet.

Hun døde torsdag aften, efter at hun for to uger siden blev ramt af et slagtilfælde i sit hjem.

Frene Ginwala blev i 1970’erne en prominent international figur under sine rejser rundt i verden, hvor hun forsøgte at skabe opbakning til Sydafrikas antiapartheid-bevægelse.

Det var især Sharpeville-massakren i 1960, hvor politiet dræbte 69 demonstranter, der formede Frene Ginwala som frihedskæmper.

Apartheid var et særligt styresystem, hvor sorte sydafrikanere blev gjort til andenrangsborgere i deres eget land. Det blev endeligt afskaffet i 1994.

Den fremmeste forkæmper imod styresystemet var Nelson Mandela, som sad i fængsel 27 år under regimet.

I 1990 blev han løsladt, og fire år senere vandt partiet ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, en jordskredssejr med Nelson Mandela i spidsen.

Det var det første valg, hvor landets sorte befolkning kunne stemme.

Selv hjalp Frene Ginwala flere ANC-medlemmer med at flygte til udlandet, da partiet blev forbudt af den daværende regering.

– Mange af rettighederne og de materielle fordele, som sydafrikanere nyder i dag, har deres oprindelse i lovteksterne fra det første demokratiske parlament under Dr. Ginwalas lederskab, siger Cyril Ramaphosa.

Frene Ginwala sad på posten som formand indtil 2004.

Nelson Mandela var præsident frem til 1999, hvor Thabo Mbeki overtog roret. Mandela døde i december 2013 efter lang tids sygdom.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker