Udland

Sverige vil sende 5000 panserværnsvåben til Ukraine

Sverige vil sende våben til Ukraines styrker af hensyn til den svenske sikkerhed, siger Magdalena Andersson.

Sverige vil sende militær støtte til Ukraine i form af blandt andet 5000 panservåben, der kan bruges mod kampvogne og andre pansrede køretøjer.

Det meddeler den svenske statsminister, Magdalena Andersson, søndag på et pressemøde.

– Mit første og sidste spørgsmål som statsminister er, hvad der bedst tjener Sverige og det svenske folks sikkerhed, siger den svenske statsminister.

– Min konklusion er, at vores sikkerhed er bedst tjent med, at vi nu støtter Ukraines muligheder for at forsvare sig mod Rusland. Sverige vil derfor give omfattende støtte til Ukraines væbnede styrker, siger hun.

Det er første gang i årtier, at Sverige har sendt våben til et land, der befinder sig i en væbnet konflikt. Det er ikke sket, siden Sovjetunionen angreb Finland i 1939, tilføjer Andersson ifølge nyhedsbureauet AFP.

Våbensystemet er af typen Pansarskott 86.

Det er et bærbart granatvåben til engangsbrug. Selve våbnet og den granet, der affyres, er fremstillet og pakket som en enhed, der kasseres, efter at det er affyret.

Ukraine havde selv bedt om panserværnsvåben af typen Robot 57, der er en nyere model.

Men den type bærbart våben, der nu sendes til Ukraine, er let at anvende, forklarer den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist.

Våbnet kræver ingen særlig uddannelse og kan håndteres af en enkelt soldat. Det kan bruges mod pansrede militærkøretøjer.

Ud over de 5000 panserværnsvåben, der er fremstillet af Saab, vil Ukraine få mere svensk støtte i form af 135.000 feltrationer, 5000 hjelme og 5000 skudsikre veste.

Leverancerne kommer til at ske, så snart der er taget en formel beslutning, siger Hultqvist.

Bidraget til Ukraine kommer til at koste Sverige et beløb svarende til omkring 280 millioner danske kroner.

– Den kamp, Ukraine gennemfører for fred, frihed og demokrati, er også forbundet med de forudsætninger, der gælder for det demokratiske Europa, siger forsvarsministeren.

/ritzau/TT

Back to top button