Kriminal

Svenskere ville smugle millioner til Tyrkiet gennem Københavns Lufthavn

Endnu to personer er blevet dømt i sagskompleks om forsøg på hvidvask af millioner til Tyrkiet via København.

En 48-årig mand og en 47-årig kvinde er onsdag blevet dømt ved Københavns Byret for forsøg på hvidvask for over to millioner kroner.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen er en af en række sager, hvor svenske statsborgere har forsøgt at fragte store pengebeløb ud af landet via Københavns Lufthavn.

Det er sket uden at angive pengene til Toldstyrelsen.

De to personer, der onsdag er blevet dømt, har forsøgt at hvidvaske over to millioner kroner i forskellige valutaformer.

De to ankom med tog fra Sverige og havde flybillet til Istanbul i Tyrkiet, da de blev anholdt i lufthavnen i slutningen af september 2022.

Den 48-årige mand blev i byretten idømt et år og ni måneders fængsel. Den 47-årige blev idømt et års fængsel.

Manden blev desuden udvist for bestandigt, mens kvinden har fået forbud mod at rejse ind i Danmark i 12 år. Pengene blev konfiskeret.

Sagen er en del af et sagskompleks, hvor flere allerede er blevet dømt for forsøg på hvidvask, fordi de ville smugle penge til udlandet via Danmark.

Betegnelsen hvidvask dækker over forskellige manøvrer, der kan få ulovlige penge til at fremstå lovlige. For eksempel udbytte fra kriminalitet.

Senest blev to mænd på 34 og 37 år den 24. februar dømt op til tre års fængsel for at forsøge at hvidvaske 23 millioner kroner.

De to blev anholdt 15. februar sidste år, hvor de forsøgte at rejse til Istanbul med over tre millioner kroner i forskellig valuta.

Ifølge politiet havde de gjort det flere gange. De var begge anklaget for samlet 45 millioner kroner, men retten fandt bevis for 23 millioner kroner.

I alt blev 20 personer anholdt i Københavns Lufthavn fra maj til oktober 2022 og mistænkt for forsøg på hvidvask ved at sende penge ud af landet.

Gentagne gange blev personerne anholdt med store pengebeløb.

Ikke alle sagerne er afsluttet. For eksempel ventes der stadig at blive behandlet en sag med en af de centrale figurer i sagen.

Det drejer sig om en 47-årig mand, som blev anholdt i begyndelsen af januar. Han formodes at have haft en mere overordnet rolle i hvert fald i et par af sagerne.

Den 47-årige er i første omgang sigtet for hvidvask for 5,8 millioner kroner. Men politiet har tidligere sagt, at han muligvis kan sættes i forbindelse med flere af sagerne.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker