Sport

Svensker forbedrer sin verdensrekord i stangspring

Armand Duplantis svingede sig over 6,19 meter ved et stævne i Beograd og forbedrede sin verdensrekord.

Det svenske stangspringsfænomen Armand Duplantis har atter overgået sig selv.

Mandag aften svingede han sig over 6,19 meter ved et stævne i Beograd, og dermed forbedrede han sin egen verdensrekord med en centimeter.

Efter at have sikret sejren i stævnet Belgrad Indoor Meeting blev barren sat op på verdensrekordhøjden, og i tredje og sidste forsøg lykkedes det for Duplantis at springe over. Herefter løb han direkte ud og kyssede sin kæreste, Desiré Inglander.

Det var hans 51. forsøg i alt på at forbedre hans nu tidligere verdensrekord.

Den 22-årige svensker har været verdensrekordholder siden februar 2020. Først sprang han over 6,17 meter ved et stævne i polske Torun, og ugen efter lagde han endnu en centimeter på ved et stævne i Glasgow.

Han overtog verdensrekorden fra franskmanden Renaud Lavillenie, der i 2014 var den første til at overgå den legendariske ukrainer Sergej Bubkas verdensrekord.

Ved sidste års OL i Tokyo vandt Duplantis guld ved at springe 6,02 meter. Da guldet var sikret forsøgte han også at sætte verdensrekord, men missede rekordforsøgene med snæver margin.

Han har mulighed for at forbedre verdensrekorden igen i næste uge, når der afvikles indendørs-VM i Beograd – i samme hal som han mandag satte rekord i.

Verdensrekorderne er resultatet af at have fået stangspring ind med modermælken i en atletikfamilie. Hans svenske mor og amerikanske far er stadig hans nærmeste trænere.

Faderen Greg var selv stangspringer, mens moren Helena var syvkæmper. Storebror Andreas var stangspringer og deltog ved ungdoms-VM, og lillesøster Johanna er også stangspringer. Storebror Antoine spiller professionel baseball.

En dansker har også en lille andel i verdensrekorderne. Anders Møller er disciplingruppechef for springdiscipliner i Det Svenske Atletikforbund.

I 2020 fortalte danskeren til Ritzau, at han ses og arbejder med Armand Duplantis 5-10 gange om året i forbindelse med landsholdssamlinger, træningslejre og konkurrencer.

/ritzau/

Back to top button