Indland

Sundhedsstyrelsen fraråder unge under 18 år at drikke alkohol

Ud over at unge anbefales ikke at drikke alkohol, anbefales voksne at drikke maksimalt ti genstande om ugen.

Sundhedsstyrelsen fraråder unge under 18 år at drikke alkohol.

Det fremgår af nye anbefalinger til danskernes alkoholindtag, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes den ændrede anbefaling, at man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, imens man er ung.

Det gælder blandt andet med hensyn til hukommelse, læring, planlægning, beslutninger, impulskontrol og sprog.

– Vi har et særligt fokus på unge. Vi ved, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex, siger Niels Sandø, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

– Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen fortsat er under udvikling. Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol, siger han.

Ud over de nye anbefalinger til unges alkoholforbrug, så har antallet af genstande, Sundhedsstyrelsen anbefaler, også ændret sig for dem over 18 år.

Fremover anbefales både kvinder og mænd at drikke maksimalt ti genstande om ugen og maksimalt fire genstande på samme dag.

Det er en ændring fra tidligere, hvor der ved syv genstande for kvinder og 14 genstande for mænd var en lav risiko for at blive syg af alkohol. Imens var der var en høj risiko, hvis kvinder drak 14 genstande og mænd drak 21.

Som noget nyt skelner de nye anbefalinger ikke mellem, om man er mand eller kvinde.

Det skyldes ifølge styrelsen, at risikoen for at blive syg eller dø er nærmest ens for mænd og kvinder, så længe man ikke overskrider ti genstande om ugen.

Hvis man drikker mere, stiger risikoen hurtigere for kvinder end mænd.

– Der vil altid være en risiko forbundet med indtag af alkohol. Man kan dog minimere – men altså ikke helt fjerne – sin risiko ved at drikke maksimalt ti genstande hen over en uge, siger Niels Sandø.

Styrelsen pointerer, at der er forskel i, om man fordeler sit forbrug ud på flere eller færre dage.

Hvis antallet af genstande, man drikker, sker over få dage, påvirkes ens helbred mere i en negativ retning, end hvis man fordeler det samme antal over flere dage.

Anbefalingen vedrørende alkoholforbrug hos kvinder, der er gravide, forsøger at blive gravide eller ammer, er uændret.

Det betyder, at kvinder, som er gravide eller forsøger at blive det, fortsat frarådes at drikke alkohol. Kvinder, der ammer, skal “være forsigtige med at drikke alkohol”.

/ritzau/

Back to top button