Vacciner effektive mod Delta-variant
Også indlæggelser har vacciner positiv indvirkning på, viser nyt notat
De vacciner, som danskerne bliver vaccineret med imod SARS-CoV-2, er fortsat meget effektive – også imod delta-varianten.
Det gælder både med hensyn til at få påvist smitte med SARS-CoV-2 og i forhold til at blive indlagt, hvis man bliver smittet.
Det viser et nyt notat, som Statens Serum Institut (SSI) netop har offentliggjort.
Inkluderer over 2.000 gennembrudsinfektioner
SSI’s analyse er baseret på data fra den 1. marts til den 3. august.
Det vil sige den periode hen over foråret og sommeren, hvor delta-varianten af SARS-CoV-2 er blevet den dominerende variant i stedet for alfa-varianten.
Analysen dækker blandt andet over 693 tilfælde, hvor personer er blevet smittet med alfa-varianten, selv om de er fuldt vaccineret, og 1.404 tilfælde med delta-varianten. Det vil sige har fået gennembrudsinfektioner.
Blandt disse personer har man set 57 tilfælde, hvor en person er blevet smittet og indlagt med alfavarianten. Og yderligere 33 tilfælde, hvor en person er blevet smittet og indlagt med delta-varianten.
Også her drejer det sig om personer, der er fuldt vaccinerede.
Høj beskyttelse mod indlæggelse
Hvis man ser på, hvor effektivt vaccinerne beskytter folk mod at blive indlagt, giver vaccinerne en beskyttelse på henholdsvis 86% (Pfizer) og 97% (Moderna) over for alfa-varianten.
De tilsvarende tal for delta-varianten er 94% (Pfizer) og 97% (Moderna).
- I disse foreløbige analyser ser vi, at vaccinerne giver en ret høj beskyttelse mod at blive smittet med både alfa- og delta-varianten. Samtidig viser analysen, at beskyttelsen imod at blive indlagt er endnu bedre” siger SSI’s konstituerede faglige direktør Tyra Grove Krause.
Beskyttelse mod infektion
SSI’s tal viser desuden, at vaccinerne giver en beskyttelse mod alfa-varianten på 81% (Pfizer), 96% (Moderna) og 93% (AstraZeneca*) i forhold til at blive testet positiv for infektionen ved en PCR-test).
For delta-varianten er tallene lidt lavere. Her ligger de på 79% (Pfizer), 88% (Moderna) og 74% (AstraZeneca).
Grunden til at beskyttelsen ikke er helt så høj mod infektion som i de oprindelige studier, der lå til grund for godkendelsen, kan blandt andet skyldes, at der også indgår infektioner blandt personer uden symptomer i denne opgørelse.
- Selvom vaccinerne beskytter rigtigt godt mod alvorlig sygdom, kan man alligevel godt blive smittet selvom man er vaccineret. Derfor er det vigtigt at blive testet med en PCR-test, hvis man får symptomer eller er tæt kontakt til én der er smittet. Også selvom man har fået to stik, siger Tyra Grove Krause.