PRM / Omfanget af lastbiler på vejene tyder på et erhvervsliv i topform
Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet
Selv om samfundet stadig er delvist nedlukket, er der nu flere store køretøjer på vejnettet end nogensinde før.
Vejdirektoratets nyeste tal viser, at der i maj måned kørte otte procent flere lange køretøjer - altså lastbiler og modulvogntog m.m. - på vejene end i maj 2019.
Dermed er aktiviteten blandt de store køretøjer den højeste, der er målt på vejnettet i al den tid, man har ført statistik på området. Og det glæder transportminister Benny Engelbrecht:
"Antallet af lastbiler på vejene viser tydeligt, at transportbranchen har holdt Danmark kørende, selvom mange andre er blevet hjemme. Nu genåbner samfundet, og igen er transportbranchen på farten, endda mere end før corona kom til landet. De mange erhvervstransporter på vejene vidner om, at coronaen er på vej ud på et sidespor, og det er da kun til at glæde sig over, siger ministeren."
Transportministeren bliver suppleret af afdelingsleder Kasper Rosenstand fra Vejdirektoratet, der siger:
"Det er på sin vis bemærkelsesværdigt, at der lige nu kører flere lastbiler på vejene end nogensinde før - og også flere end dengang samfundet var helt åbent og restriktionsfrit. Men det signalerer, at der trods de udfordrende omstændigheder, som pandemien har sat os i, fortsat er høj erhvervsmæssig aktivitet på vejene."
Hvad angår personbil-området, så viser tallene dog, at den delvise nedlukning stadig sætter sit præg på trafikniveauet.
Således lå omfanget af personbiler i den forgangne måned omkring tolv procent under det niveau, som det havde i maj 2019, da samfundet var åbent og normalt.
"Det kan der være flere forklaringer på," siger Kasper Rosenstand. "Det kan for eksempel skyldes, at den delvise nedlukning stadig holder nogle folk hjemme, ligesom der også kan have indfundet sig en større tendens til hjemmearbejde. Vi kan i hvert fald konstatere, at omkring hver ottende personbil på statsvejene lige nu mangler i forhold til tiden før Coronakrisen."
Kontakt:
Afdelingsleder Kasper Rosenstand, tlf. 7244 3048, mail: kar@vd.dk Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/omfanget-af-lastbiler-pa-vejene-tyder-pa-et-erhvervsliv-i-topform?releaseId=13625032
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **