Ramt af dødelig fiskesygdom
Dambrug lukket efter fund af sygdommen
Endnu et dansk dambrug er ramt af fiskesygdommen IHN.
Det viser analyser, som DTU Aqua har lavet for Fødevarestyrelsen af ørreder fra Hvilested Dambrug ved Kolding.
Sygdommen er dødelig for fisk, men ikke farlig for mennesker.
På baggrund af fundene har Fødevarestyrelsen sat dambruget under såkaldt offentligt tilsyn.
Det betyder, at blandt andet fisk, yngel og udstyr ikke må flyttes hverken til eller fra virksomheden uden Fødevarestyrelsens tilladelse.
-Danmark har nu syv restriktionszoner med IHN, hvor der gælder særlige regler. Men det er først, hvis mere end 25 procent af landet bliver ramt af IHN, at den resterende del af Danmark mister sin IHN-fri status, forklarer sektionsleder og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Signe Balslev.
Påvirker eksport
IHN påvirker blandt andet dyrevelfærden og eksporten til udlandet.
Signe Balslev opfordrer derfor alle ejere af dambrug og fiskesøer til fortsat at være påpasselige med ikke at få smitte ind på virksomheden, og være opmærksomme på tegn på sygdommen.
Hvis man får mistanke om at ens fisk er syge, skal man kontakte en dyrlæge, lyder anbefalingen til erhvervet.
Seks dambrug lukket
I forsommeren blev tre fiskesøer og seks dambrug lukket, da myndighederne konstaterede smitte med IHN.
Virksomhederne fik derfor, og efter fast praksis, forbud mod at sælge fisk og tage imod lystfiskere.
Ved samme lejlighed suspenderede Danmark midlertidigt sin status som IHN-fri, mens Fødevarestyrelsen afklarede hvor udbredt sygdommen var i Danmark.
Suspenderingen blev ophævet i juli, da Fødevarestyrelsen fik inddæmmet sygdommen, og dermed kunne erklære 95 procent af landet fri for IHN-virus.