Prostatakræft: Ni symptomer du bør kende og holde øje med

Kræft i prostata rammer typisk ældre mænd. Sygdommen udvikler sig som regel langsomt

Et af symptomerne på prostatakræft er blærebetændelse, der kan være forbundet med voldsomme smerter.
Offentliggjort Sidst opdateret

Symptomer på prostatakræft opstår desværre ret sent i forløbet – og derfor er der mange mænd, der først sent finder ud af, at de er ramt af prostatakræft – eller kræft i blærehalskirtlen, som det også hedder.

I begyndelsen er der ofte slet ingen symptomer.

Men faktisk er det den kræftform, som oftest rammer danske mænd.

Men kender du de vigtige symptomer på prostatakræft, som du skal holde øje med? Du kan se dem i bunden af artiklen.

Flere overlever

Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammer prostatakræft sjældent personer under 50 år og er mere almindeligt, jo ældre personen er.

Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de seneste omtrent 70 år – og stigningen har været markant højere de seneste 20 år. Det skyldes formentlig, at det er blevet nemmere at stille diagnosen.

Prostatakræft

* Prostatakræft rammer omkring 4365 mænd hvert år. Den ses typisk hos ældre mænd.

* Forstørrelse af prostata er ikke kræft. Dog kan kræft i prostata give de samme symptomer. Hvis symptomerne udvikler sig over kortere tid, og særligt hvis de optræder i 40-50-årsalderen, kan de være tegn på kræft i prostata.

* Ifølge Kræftens Bekæmpelse bør man opsøge sin læge, hvis der er blod i urinen eller i sæden. Hvis der er aftagende eller manglende sædmængde, blærebetændelse, vedvarende smerter og rejsningsbesvær.

Man bør også tale med sin læge, hvis man oplever slap stråle og hyppig vandladning om natten, besvær med at komme i gang med at tisse og ukontrollerbar vandladningstrang. Det er dog almindeligt, at ældre mænd oplever det.

* Mange mænd med kræft i prostata får aldrig symptomer på sygdommen. Sygdommen vil ofte udvikle sig langsomt. Hos mellem 30-50 procent af de mænd, der får konstateret prostatakræft, er sygdommen ikke livstruende.

Mange lever med en lille kræftknude, uden at den bliver opdaget. Det kan tage flere årtier, før kræftknuden vokser eller spreder sig.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Antallet af personer, der dør af sygdommen, er uændret gennem mange år.

Overlevelsen efter diagnosen prostatakræft er væsentlig forbedret siden 1995.

Kendte med prostatakræft

Den utroligt populære sanger, sangskriver og nationalskjald, Kim Larsen, døde af prostatakræft.

Også grundlæggeren af det verdenskendte band “The Moody Blues”, Ray Thomas, døde af den frygtelige sygdom.

Ray Thomas kæmpede mod prostatakræft gennem flere år – men den kamp tabte han. Ray Thomas døde få dage inde i 2018 i en alder af 76 år.

Her er symptomerne på prostatakræft du skal holde øje med

  • Blodig urin
  • Blod i sæden
  • Aftagende eller manglende sædmængde
  • Blærebetændelse
  • Vedvarende smerter i underlivet
  • Rejsningsbesvær
  • Slap stråle samt hyppig og natlig vandladning
  • Besvær med at komme i gang med at tisse
  • Ukontrollerbar vandladningstrang

Powered by Labrador CMS