Nu stiger kontakttallet

- Det indikerer, at epidemien begynder at stige svagt, skriver Magnus Heunicke på Twitter

Offentliggjort Sidst opdateret

Kontakttallet for coronavirus er tirsdag beregnet til 1,1.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Det indikerer, at epidemien begynder at stige svagt, skriver Magnus Heunicke.

- Det underbygger spildevandsovervågningen, hvor vi ser stigninger i alle fem regioner, særligt i Region Hovedstaden.

Når kontakttallet er 1,1, vil det sige, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre.

På vej op eller ned

Tallet kan sige noget om, hvorvidt smitten i samfundet er på vej op eller ned. Det fortæller dog ikke, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.

I sidste uge var kontakttallet på 0,8.

Magnus Heunicke skriver videre på Twitter, at "en del af forklaringen på den stigende smitte er introduktionen af BA. 5 i Danmark".

- Den undervariant til omikron udgør foreløbigt 32 procent af de bekræftede tilfælde i uge 23. SSI (Statens Serum Institut, red.) følger fortsat udviklingen tæt, skriver han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Powered by Labrador CMS