Nu ligger Olivia på operationsbordet
Danskerne har samlet penge ind til en operation, der kan betyde liv eller død for 24-årige Olivia
24-årige Olivia Ruseng Hermansen er i skrivende stund på operationsbordet.
Et operationsbord i Barcelona - til en operation, som Danmark ikke vil betale.
Velmenende danskere har via indsamlingssiden Gofundme indsamlet 550.000 kroner til operationen.
Udenfor operationsstuen sidder Olivias mor, Jette Ruseng.
- Min taknemmelighed gennem de sidste tre år kamp for at samle de 550.000 kroner ind, er ubeskrivelig. Alle de fantastiske mennesker som har doneret både store flotte beløb, dem som igen og igen har givet, og dem, som har givet, hvad de kunne undvære, har gjort kæmpe indtryk, siger Jette Ruseng til Newsbreak.dk.
Det er dog ikke kun følelser af taknemmelighed, der fylder hos Jette Ruseng, der har kæmpet sammen med sin datter.
- Jeg føler mig magtesløs og fyldt med en sorg over Olivias kamp for at få hjælp - og ikke mindst at blive troet på. Den skepsis hun og vi har mødt. har ofte slået Olivia helt ud af kurs, siger hun.
Den skepsis har Olivia taget med til Barcelona - helt ind i lægens konsultationsværelse.
- Det smerter mit moderhjerte så meget at se, hvor meget mistroen og den manglende forståelse og omsorg fra sundhedsvæsnet har gjort ved hende - og os, siger Jette Ruseng.
(Artiklen fortsætter under fotoserien)
Efter undersøgelserne og samtalerne er familien positiv og fyldt med håb for fremtiden.
- Jeg har en boblende glæde og er i tårer over, at de ser min skønne datter og giver hende og os håb for en lysere fremtid og en ro i maven over, at kampen var den rette at tage, siger Jette Ruseng.
Jette Ruseng håber, at Olivias historie kan sætte fokus på de små og sjældne diagnoser, der ikke anerkendes i Danmark.
På det personlige plan glæder hun sig til, at de næste dage er overstået.
- Det er uendeligt rædsomt og hårdt at efterlade sit barn på operationsbordet. Men håbet om, at Olivia får det bedre - og ikke mindst kognitivt kan blive min Olivia igen - holder mig oppe, siger Jette Ruseng.